Eragon
Instr. Stefen Fangmeier
Hvad gør Hollywood, når man står og mangler en rigtig god eventyropskrift til at sprede lidt julemagi uden Ringenes Herre , Harry Potter eller Narnia ?
Filmatiserer romanen Eragon , selvfølgelig. Alle ingredienserne er klar: en ung, overmodig helt, en garvet læremester, en smuk elver-heltinde, en ærkeond konge og ikke mindst en gæv drage. Dertil et drys magi ? både fra den lyse og mørke dåse - og en god kværn blodige, men ædle kampscener.
Men øv, hvor er det ærgerligt at Twentieth Century Fox har puttet det både mørke og multifacetterede manuskript gennem grovhakkeren og derefter dyppet resterne i fantasiløs eventyrglasur a la Hollywood.
Mangel på indlevelse
Drengen Eragon, der bor hos sin onkel, finder en skinnende, blå sten, der viser sig at være et drageæg. Han døber den lille drageunge Saphira, og det viser sig snart, at Eragon er forudbestemt til at være Dragerytter.
Den mystiske historiefortæller Brom bliver hans læremester, der både lærer ham magi og forsvarets ædle kunst, mens han beretter om de legendariske drageryttere og deres kamp mod den onde konge, Galbatorix.
I forsøget på at tilpasse den mere end 500 sider lange roman til lærredet skruer manuskriptforfatter Peter Buchman (Jurassic Park III) godt på fast forward-knappen. Vi når knap nok at se den lille drageunge Saphira springe ud af ægget som en alt for nuttet, pelset lille sag, inden hun med et poof forvandles til en fuld(blå)blods drage.
Men mest problematisk er det, at man ikke når at lære personerne at kende undervejs. Vi får simpelthen ikke nok at vide om dem, og hvad vi skal vide, bliver fortalt af andre eller gennem voice-over, ikke vist gennem personernes handlinger.
Det gør det ekstra svært at leve sig ind i de følelsesladede scener, som til gengæld præger filmen i overflod. Og det er med fuld udblæsning på musik og belysning, krydret med banale bemærkninger som ingen tapperhed uden frygt og sammen skal vi nok klare den, os to.
Jeremy Irons lyser op
Til hovedrollen Eragon har man, ukarakteristisk for storfilmgenren, valgt den helt uerfarne Edward Speelers, der blev udvalgt blandt 180.000 andre. Han eneste erfaring kommer fra skolekomedie.
Den benytter han sig til gengæld flittigt af i sine temmeligt ubehjælpsomme følelsesudbrud og firkantede replikker. Dog ingen tvivl om, at den unge Speelers med sit fønnede smørhår og glatte ansigt nok skal blive stor i Hollywood ? det kan da også være, at han med lidt hjælp kan nå op på et rimeligt niveau.
Det tog trods alt Brad Pitt en del år, før han i Babel kunne springe ud som habil skuespiller.
Blandt de få veteraner på rollelisten er Jeremy Irons og John Malkovich. Førstnævnte lyser op i rollen som landsbyens plagede historiefortæller Brom. Med sin ru stemme og sit furede ansigt føler Irons sig tydeligvis hjemme i rollen, og det får publikum glæde af.
John Malkovich er derimod nærmest pinlig i rollen som den onde kong Galbatorix. Det onde udtryk er der, men replikkerne er så karikeret onde, at det grænser til dilettantteater.
Rammen er flot
Filmen er instrueret af Stefen Fangmeier, der fik sin debut som instruktør på Master and Commander . Herudover har han styret de visuelle effekter på bl.a. Jurassic Park og Saving Private Ryan .
Der, hvor hans instruktørevner fejler, får han til lov til at udnytte sine evner i effekternes magi. Billederne af den flyvende Saphira er ganske enkelt spektakulære, og man fornemmer nærmest suset, når hun i halsbrækkende fart dykker mod en bjergflod eller brager ind af døre og porte. Locations er velvalgte med sugende flotte panoramaudsigter over bjerge og floder.
Kort sagt: En af de der flot indpakkede julegaver, ja måske den, man har glædet sig allermest til at åbne, men hvor indholdet skuffer fælt.