Journalister er ude af etiopisk fængsel

De to svenske journalister, der har siddet fængslet i Etiopien siden juli sidste år, er løsladt, siger kilder.

De to svenske journalister Johan Persson og Martin Schibbye er ifølge flere kilder blevet løsladt fra det fængsel i Etiopien, hvor de har tilbragt de seneste 14 måneder.

- De løslades netop nu. De er på vej til ambassaden eller lufthavnen, siger Dina Mufti, talsmand for Etiopiens udenrigsministerium, til den svenske avis Aftonbladet.

Også en fængselsvagt oplyser til avisen Dagens Nyheter, at svenskerne er løsladt. Ifølge vagten skete det klokken 12.

Etiopiens udenrigsministerium bekræfter, at de to svenskere er blandt de fanger, der er blevet benådet, og at de vil blive løsladt, men oplyser ikke umiddelbart, hvornår det vil ske.

Det svenske udenrigsministerium har endnu ikke bekræftet oplysningerne.

Tidligere på dagen sagde unavngivne kilder til internationale nyhedsbureauer, at de to journalister var blandt de rundt regnet 1900 fanger, som var blevet benådet og stod over for at blive løsladt.

Beslutningen om at løslade Persson og Schibbye er angiveligt taget inden premierminister Meles Zenawis død den 20. august.

De to blev anholdt sidste år, da de på ulovlig vis krydsede grænsen mellem Etiopien og nabolandet Somalia.

De havde haft kontakt med oprørsgruppen ONLF, Ogadens Nationale Befrielsesfront, der af den etiopiske regering betragtes som en terrorgruppe.

Efterfølgende blev de to svenskere idømt hver 11 års fængsel for at have deltaget i planlægning af terror.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.