José Mourinho afviser spillerkonflikt

Det er usandt, når medierne skriver, at der er problemer i Real Madrids omklædningsrum, siger træneren.

Efter måneders skriverier om konflikter mellem træner José Mourinho og diverse spillere i Real Madrid afviser portugiseren nu, at der er stridigheder mellem parterne i omklædningsrummet.

- Der er ingen konflikter, svarer Mourinho ifølge AFP kort på spørgsmålet om, hvorvidt han og forsvarsspilleren Sergio Ramos for eksempel er uvenner.

Den spanske landsholdsstjerne blev i midtugen droppet til startopstillingen, da Real Madrid hjemme vandt 3-2 over Manchester City i Champions League.

Mourinho foretrak den kun 19-årige franskmand Raphaël Varane i stedet for.

- Jeg forstår ikke, hvorfor medierne ikke bruger mere tid på at rose Varanes flotte indsats i stedet for at tale om det andet.

- I fattede ikke, at Varane slet ikke spillede inden den kamp. I talte om, hvor trist han var. Efter kampen, når han har leveret varen, taler I ikke om det. I har en tendens til at tale om dem, der ikke spiller, hvilket jeg ikke begriber, siger Mourinho.

Real Madrid står blot noteret for fire point efter fire kampe af Primera Division, hvor det søndag gælder en tur til Nicki Bille Nielsens Rayo Vallecano.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.