Feltet af mulige kandidater til formandsposten i SF snævrer nu yderligere ind, efter at partiets sundhedsordfører, Jonas Dahl, har trukket sig fra kampen.
- Jeg overvejede hen over weekenden, om jeg var interesseret i at bringe mit navn i spil som formandskandidat. Men jeg har gjort op med mig selv og min familie, at jeg ikke skal være kandidat til formandsposten, siger Jonas Dahl til Ritzau.
Sundhedsordføreren siger, at hensynet til hans familie får ham til at nøjes med ordførerposter og altså ikke den noget tungere formandspost.
- Det er en stor belastning og hårdt arbejde at være formand for et parti. Og jeg har gjort op med mig selv, at jeg ikke er indstillet på den opgave på nuværende tidspunkt, siger han.
Han afviser samtidig at pege på, hvem han foretrækker at se som Villy Søvndals afløser.
/ritzau/