Premierminister Boris Johnsons længe ventede "frihedsdag", hvor de fleste covid-19 restriktioner ophæves, bliver mandag martret af et stærkt stigende antal smittede, advarsler om manglende varer i supermarkederne og en premierminister i selvisolation.
Johnson har lovet, at han igen kan gøre en af Europas største økonomier hyperdynamisk, fordi så mange af landets indbyggere nu er fuldt vaccinerede mod covid-19.
Hvis vaccinerne viser sig at være effektive med hensyn til at reducere alvorlig sygdom og dødstal trods mange nye smittetilfælde, så kan Johnson-regeringens kurs blive en succes. Hvis det ikke sker, så kan der komme nye nedlukninger.
For nylig underskrev over 1200 videnskabsfolk og læger et brev, hvor de kaldte genåbningen for skødesløs og uetisk.
Forskerne mener, at genåbningen sætter både englænderes og resten af verdens sundhed på spil, da smitten ikke er under kontrol.
Kritikerne af regeringen henviser til, at alle regioner af England i sidste uge havde det største antal tilfælde af covid-19 i næsten seks måneder. Og at det er den stærkt smitsomme deltavariant, som dominerer.
- Men hvis vi ikke gør det nu, så må vi stille os selv spørgsmålet, hvornår skal vi overhovedet gøre det? sagde Johnson forud for "frihedsdagen".
- Dette er det rette tidspunkt, men vi må gøre det forsigtigt. Vi må huske på, at virusset stadig er i omløb derude.
Men foreløbig er det, som skulle være premierministerens "store åbningsdag" præget af kaos, fordi sundhedsmyndighedernes særlige app har givet hundredtusinder af mennesker besked på "selvisolering".
Dette har igen ført til tomme hylder i mange supermarkeder, da folk har hamstret, så de kan blive i deres isolation.
Mange er imod regeringens linje, og ønsker skærpede restriktioner, da de forudser et stort pres på alle hospitaler med mange dødsfald og mange indlæggelser.
Johnson er i selvisolation, efter at den britiske sundhedsminister blev testet positiv for coronavirus.
Han forsøgte søndag at få særlige undtagelsesregler til at gælde for ham og hans finansminister, Rishi Sunak, men dette blev opgivet efter voldsom kritik fra oppositionen.
Mens Johnson-regeringen bestemmer coronarestriktionerne for England, følger Skotland, Wales og Nordirland deres egen politik.
/ritzau/Reuters