Efter en lang corona-pause var Johnny Madsen og band endelig på landevejen. Det skulle lørdag have ført dem til et udsolgt Værket i Randers, men det satte en genstridig ryg en brat stopper for.
- Jeg fik beskeden lørdag eftermiddag, og det var jo bare så ærgerligt, fortæller musik- og teaterchef på Værket, Mikael Qvist Rørsted til TV2 ØSTJYLLAND.
- Meldingen fra Johnny Madsen-lejren var, at han på grund af smerter i ryggen hverken kunne gå eller stå. De kom lige fra lægen og havde forsøgt alt for at se, om han på nogen måde kunne gennemføre koncerten.
- Jeg kender Johnny Madsen fra 25 års samarbejde, så jeg ved også, at han ikke giver op, hvis der er en vej ud. Men der var ingen chance for gennemførelse eller flytning, siger Mikael Qvist Rørsted.
På Johnny Madsens egen Facebook-side beklager man, at koncerten i Randers ikke blev til noget.
– Vi havde ellers alle glædet os til et brag af en udsolgt koncert med Johnny Madsen Band i Randers Festuge. Det er vi naturligvis rigtig kede af - ikke mindst Johnny og hans band, lyder det.
70-årige Johhny Madsen har været på turné siden starten af juni. Efter planen skal han i næste uge optræde i Kolding på torsdag, Ringe fredag og Vejle lørdag. Hvis altså ryggen bliver klar.