Alt for tunge løft, for lange arbejdsdage eller ingen løn under sygdom.
Det er bare nogle af de udfordringer som Jobpatruljen møder, når de hvert år tager rundt og besøger arbejdspladser, som ansætter unge under 18 i sommerferien. For alt for mange arbejdspladser har ikke styr på de unges rettigheder på arbejdsmarkedet.
- Og desværre oplever jeg også, at de unge kun sjældent kender deres rettigheder, så de kan ikke sige fra, hvis arbejdsgiveren overtræder deres rettigheder, fortæller Kasper Andersen, der er landsdækkende koordinator for de 250 til 300 frivillige, der bruger deres sommerferie på at oplyse unge og besøge arbejdspladser over hele landet.
- For eksempel bliver de unge ofte pålagt, at de selv skal finde en afløser ved sygdom, men det skal de faktisk ikke. Mange af dem når også at arbejde nok til, at de bliver berettiget til løn under sygdom, men det er arbejdsgiverne kun sjældent opmærksomme på, fortæller han.
På sidste års sommerturné havde 15 procent af ungarbejderne ikke fået den ansættelseskontrakt, som de har krav på efter en måned. Og i 20 procent af tilfældene løftede eller skubbede de unge tungere vægte, end de må ifølge loven. Også arbejdstidsbegrænsningen på otte timer om dagen bliver ofte ikke overholdt.
Jobpatruljen vurderer, at næsten halvdelen af alle unge har brudt en lov eller regel i deres arbejde uden at vide det, og derfor besøger Jobpatruljen hvert år virksomheder i hele landet og oplyser om reglerne til både de ansatte og arbejdsgiverne.