Jobcenter Slagelse med Jens Højlund i spidsen som arbejdsmarkedschef har givet afkald på 40 medarbejdere onsdag.
Det er vigtigt, at det ikke får konsekvenser for den enkelte borger, påpeger arbejdsmarkedschefen.
- Det første, vi skal se på, er, hvilke borgeraftaler vi har, så der ikke er borgere, der falder ned mellem to stole, siger Jens Højlund til Avisen.dk.
- Det næste bliver at finde ud af, hvordan vi som center skal fungere fremadrettet, så vi kan levere den service, som borgerne kan forvente, og at vi kan leve op til egne mål, siger centerchefen.
Jobcenter Slagelse varslede 40 fyringer i starten af april. Fyringerne kommer, fordi man mangler 16 millioner kroner til administrativt personale i Slagelse Kommune i 2017, ifølge Sjællandske.
Og i dag blev de en realitet.
Lederne har holdt samtaler med de berørte medarbejdere onsdag formiddag og givet dem mulighed for at få en bisidder med.
- Det har jo været en skrækkelig dag i dag, for det spreder sig jo helt vildt i en organisation sådan noget. Men det handler om at gøre det så ordentligt som muligt, når det nu skal være, siger Jens Højlund.
Medarbejderne skal med
Hos ledelsen er fokus i dag på de medarbejdere, der har sagt farvel, før man begynder at se fremad.
Dog har Jens Højlund gjort sig et par tanker om, hvad der skal ske efterfølgende.
- Vi har brug for at involvere de resterende medarbejdere i, hvad der skal ske fremadrettet. Det er klart, når man fjerner så mange medarbejdere, skal vi kunne gøre tingene på en anden måde, hvis vi skal levere de samme resultater, siger centerchefen.
Konkret vil de forsøge at lave flere aftaler med virksomheder og få de borgere, der kan arbejde, i beskæftigelse hurtigere.
- Man får ikke nødvendigvis bedre resultater af at løbe hurtigere. Men vi skal se på, hvordan vi kan nedbringe noget af vores administrative arbejde og lave flere aftaler med virksomheder om, at få folk i ordinært arbejde, siger Jens Højlund og fortsætter:
- Og så skal vi kigge grundigt på, om vi gør nogle ting, der ikke er helt så nødvendige for vores kerneopgave, som er at understøtte, at borgeren kan komme i job eller uddannelse, siger han.
Han tror på, at de kan højne niveauet i Jobcenter Slagelse i fremtiden, selvom de bliver færre medarbejdere.
- Der er flere, der har løftet bekymringen om, om det bliver dyrere, når vi bliver færre. Det er svært at give garanti, men jeg tror på, der er potentiale for at levere nogle gode resultater også med færre midler.