Både prins Joachim og prinsesse Marie var blandt gæsterne da den traditionsrige Gridion fest forleden - traditionen tro - løb af stablen i Washington. Det skriver den danske ambassade i USA på instagram.
- H.K.H Prins Joachim og H.K.H. Prinsesse Marie deltog i den berømte årlige Gridiron-middag, hvor præsident Biden, vicepræsident, administration, flere medlemmer af kongressen, erhvervsledere og presse deltog.
Prinsessen var i en lang sort glitterkjole, mens prins Joachim bar gallauniform. Se billedet her.
Festen er en løssluppen aften, hvor medlemmer af pressen mødes med politikerne og der er tradition for, at de "griller" hinanden, og at der ikke skrives om, hvad der foregår til festen.
Det er også en tradition, at den siddende præsident deltager i festlighederne. Derfor gik Joe Biden på scenen og gav den som en form for komiker, til salens store fornøjelse.
Han lagde ud med at annoncere, at han var glad for at være der, skønt det var langt over hans sengetid - selvom klokken "kun" var 22.30, da han indtog talerstolen.
Her benyttede han også lejligheden til at lange lidt ud efter Donald Trump.
- Hør, jeg stiller op imod den samme mand, som jeg slog i 2020. Men lad være med at sige det til ham. Han tror, at han stiller op mod Barack Obama. Det har han selv sagt, lød det fra Biden, som fik grin fra salen på den joke.