Bevæbnede medlemmer af den islamistiske gruppe al-Shabaab har dræbt fire vagter i et angreb onsdag morgen på et hotel i Puntland i det nordøstlige Somalia.
Angrebet er slået ned. To af gerningsmændene er dræbt, mens en tredje er på flugt.
- Tre al-Shabaab-krigere stormede International Village Hotel denne morgen. Fire vagter og to af angriberne døde i kampene, siger Yusuf Mohamed, guvernør i Bari-regionen.
Ingen af hotellets ansatte eller gæster er komme til skade.
- Heldigvis kom angriberne ikke ind i værelserne. Kampene fandt sted inde på hotellets område. Alle personer på hotellet er i sikkerhed, siger Yusuf Mohamed.
Puntland tilhører Somalia, men det fungerer i praksis som selvstændigt.
Hotellet ligger i Puntlands hovedstad, Bosasso.
Al-Shabaab er en militant, islamistisk bevægelse i Somalia, der blev dannet i 2006 på resterne af gruppen De Islamiske Domstole.
Gruppen, der har som målsætning at indføre sharialovgivning, fører guerillakrig og udfører terror mod Somalias regering.
Angrebet kommer samme dag, som 329 nyindsatte parlamentsmedlemmer skal vælge om de skal støtte Somalias præsident, Hassan Sheikh Mohamud, eller en af hans 21 rivaler.
Som forberedelse til den utraditionelle valghandling har myndigheder blokeret en række større veje i landets hovedstad, Mogadishu, for at skabe mere sikkerhed.
Det skyldes især truslen fra al-Shabaab.
Ideologisk lægger al-Shabaab tæt på al-Qaeda, og gruppen blev i februar 2012 officielt terrornetværkets somaliske gren.
Al-Shabaab stod bag drabet på 76 personer på et fodboldstadion i Ugandas hovedstad, Kampala, i 2010.
Al-Shabaab har også taget skylden for angrebet i indkøbscentret Westgate i Kenyas hovedstad Nairobi i oktober 2013, hvor mindst 67 mennesker blev dræbt. Heriblandt flere vesterlændinge.
/ritzau/Reuters