Instruktøren Rob Cohen har fundet sin udøde hersker til den tredje film i rækken om mumier, der vågner hævngerrige op og lugter blod. Det skriver Empire.com
Valget er faldet på kampsports-virtuosen Jet Li, der tidligere har givet prøver på sin fysiske kunnen i film som ’Hero’, ’Kiss of the Dragon’, og ’Romeo Must Die’.
Jet Li skal portrættere en afdød kinesisk kejser, der vågner op fra sin forbandelse kort efter 2. Verdenskrig.
Muligvis vil 6.000 kinesiske terrakotta-krigere også have stillet deres vækkeure, så de kan vågne op til dåd og deltage i herlighederne.
Li vil gå i gang med optagelserne til filmen, når han er færdig med sin endnu unavngivne film med Jackie Chan.
Den film får premiere senere i år.
Det ventes at ’The Mummy 3’ får premiere næste sommer.