Brasiliens vel nok største turistattraktion har endelig fået et tiltrængt ansigtsløft.
Der er tale om den 38 meter høje statue af Jesus ved Rio de Janerio, som efter en fire måneder lang restaurering er blevet genindviet, skriver BBC.
"Det er et smukt og vigtig monument, ikke kun for Rio de Janeiro, men for Brasilien," sagde ærkebiskop Orani Joao Tempesta under indvielsen af statuen, som i dagens anledning var oplyst af gule og grønne projektører til ære for den brasilianske landshold, som i øjeblikket kæmper ved VM i Sydafrika.
Over 100 forskellige mennesker har arbejdet på statuen gennem de sidste fire måneder. Den primære opgave har været at reparere belægningen, som efter 80 år i det fri er blevet fyldt med sprækker og skader efter regnvand. Den samlede regning på 25 millioner kroner er blevet finansieret gennem offentlige og private donationer.
Der er blevet brugt mere end 60.000 sten, som er blevet udvundet ved det samme stenbrud, som de originale materialer blev fundet i.