EU-politiker Jens Rohde (V) sender et nyt missil ind i oppositionens lejr.
På sin Facebook-side henviser han til en video med en sortklædt mand, der hiver tøjet af uskyldige kvinder på gaden.
Videoen stammer fra en pornoside og minder Jens Rohde om S-SF's økonomiske plan 'Fair Løsning'.
"Hvorfor kom jeg lige til at tænke på S og SF's økonomiske politik, da jeg så denne her video?," skriver Rohde som kommentar til videoen.
Venstrepolitikeren uddyber ikke sit synspunkt, før en kvindelig ven følte sig fornærmet. Rohde uddybede herefter med følgende:
"Jeg er helt sikker på, at det er Harald Børsting (LO's formand, red.) i sort hættetrøje. Han har ikke bestilt andet end at klæde Helle og Villy af de sidste par uger. Ækelt og fornærmende!!!!!!!!!!!!!!," skriver Rohde.
Den sprælske politiker har tidligere blandet sex og politik med en frisk kommentar til Helle Thorning-Schmidt, der mente, at Jens Rohde var et "løsgående missil" i sin tid som politisk ordfører.
Jens Rohde svarede dengang med et glimt i øjet, at Helle Thorning Schmidt stadig havde til gode at se hans missil.