Jelved vil hæve boligskatterne om otte år

De Radikale vil gradvis hæve boligskatterne, men er bundet af skatteaftalen indtil 2020, siger Marianne Jelved

De Radikales bagland taler ikke for døve øren, når flere fra hovedbestyrelsen kræver boligskatten banket i vejret for at få lavere skat på arbejde.

Folketingsgruppen vil hæve boligskatten, men er til 2020 bundet af skattereformen med Venstre og De Konservative.

Sådan siger finansordfører Marianne Jelved til partifællerne, som plæderer for højere boligskatter i Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Det er ikke mærkeligt, at det radikale bagland holder fast i partiets politik. Det ved folketingsgruppen udmærket. Men baglandet ved også, at vi har indgået et forlig, og vi holder vore forlig. Derfor kan vi ikke stille noget op før 2020, siger Marianne Jelved.

Før folketingsvalget lovede Socialdemokraterne og SF at frede boligskatten, som De Radikale vil hæve, så ejendomsværdiskatten gradvis stiger i takt med inflationen som før regeringsskiftet i 2001. De Radikale står fast trods skattereformen, understreger hun.

- Vi beklager, at vi ikke kunne komme igennem med at løfte ejendomsværdiskatten ud af skattestoppet, siger hun.

De Radikale vil hæve boligskatten gradvis, så økonomisk hårdt pressede unge boligejere ikke sendes på tvangsauktion, påpeger Marianne Jelved.

- Vi forestiller os ikke, at man hæver boligskatten fra det ene år til det andet. Man sætter en dato for, hvornår den kan hæves. Både Velfærdskommission og Vismænd har lavet modeller for, hvordan det sker uden katastrofale følger for nye boligejere, siger hun.

Skattestoppet skabte sammen med flekslån og afdragsfri lån boligboblen, mener hun.

- Boliger er et investeringsgode, som nu ikke følger værdistigning eller -fald i samfundet. Derfor stiger boligpriserne mere, end de ellers ville gøre. Skattestoppet var med til at skabe boligboblen i nullerne, understreger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.