Socialdemokraternes fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen opfordrede på partikongressen i Aalborg økonomiminister Margrethe Vestager (R) til at se på at forkorte den 52 uger lange genoptjeningsperiode til dagpenge, som ifølge Nyrup kun giver 70 millioner kroner til det store regnskab.
Men der tager den tidligere statsminister fejl.
Sådan siger De Radikales finansordfører Marianne Jelved, som var Nyrups økonomiminister i 90'erne.
- Det er forkert. Forslaget mindsker beskæftigelsen med 2.000 personer. Det koster årligt statskassen godt 600 millioner kroner.
- Men det er ikke det afgørende for mig. Det afgørende er, at politikere skal holde de aftaler, de indgår, siger Marianne Jelved.
Hun støtter i stedet statsminister Helle Thorning-Schmidt, som på kongressen fastslog, at to års dagpengeperiode ligger fast.
Thorning fik opbakning fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og finansminister Bjarne Corydon trods kritik fra flere delegerede.
- Man kan altid sige, at der er et hjørne af en aftale, man ikke bryder sig om. Sådan kan man ikke føre politik.
- Det gjorde vi heller ikke i 90'erne, siger Marianne Jelved med en replik til Nyrup, som flere gange brugte det gamle refræn fra revyvisen i sin tale.
- Nyrup er ikke i regering. Han er medlem af et regeringsparti, siger Marianne Jelved.
Selv om den forkætrede dagpengereform er en realitet med en længde på to år mod tidligere fire, så giver Nyrup sin efterfølger Thorning gode råd fra sin regeringsperiode i 90'erne.
Ledige skal have tilbud om uddannelse, de skal kunne arbejde på dagpenge og psykisk syge skal støttes, lyder rådet.
Nyrup fik stående ovationer for sin opfordring til Margrethe Vestager, om regeringen ikke kunne kigge på at forkorte 52 ugers genoptjeningsperiode. Ritzau søgte lørdag forgæves en kommentar fra Margrethe Vestager, som er på ferie.