Marwan Mohamed når akkurat at sætte sig til rette i spillestedets tilrøgede backstage-rum, før en mobiltelefon blinker og vibrerer på bordet foran ham.

Den meget lidt medievante rapper afbryder sin forklaring på barndommens røvtur ud af det danske skolesystem og tøver. Så griber han irritabelt efter mobilen og svarer opkaldet på et gebrokkent og usentimentalt dansk:

»Jeg har ikke tid lige nu. Hey, jeg er ved at blive arrest...afhørt, nej, ikke afhørt, hvad hedder det nu ... interviewet. Ring tilbage senere.«

Så er vi ligesom fint i gang med historien om Marwan. En 26-årig statsløs palæstinenser med en kriminel løbebane, en rodløs opvækst og, nå ja, Danmarks p.t. mest roste album på samvittigheden. Han er blevet yndling blandt avisernes anmeldere, der i mange tilfælde ikke har haft så meget som et hår at krumme på hans plade og kronragede hoved.

Ikke fordi kritikerne nødvendigvis romantiserer eller bifalder rapperens voldsomme verdensbillede. Men fordi Marwans hardcore hiphop-fortællinger fra rendestenen fungerer og – først og fremmest – virker troværdige. Mens enkelte danske rimsmede snakker om at være gangstere, lever den brunøjede bandemaskine i en virkelighed med hård kriminalitet, et overforbrug af stoffer og en stadig mere udsigtsløs fremtid.

Marwan roder så meget rundt i forbrydelsens element, at han skal ind og ruske tremmer fra midt i juni og to måneder frem.

»En bitch ass-perker stak mig,« som han siger det, inden han i næste tunge åndedræt erkender, at retfærdigheden sådan set sker fyldest:

»Det er mig, der har gjort det. Jo jo, selvfølgelig. Tyveri og hæleri.«

Kort efter kommer endnu en tilføjelse:

»Ham stikkeren er rejst ud af landet. Jeg ved, hvem det var, og jeg gav ham en bøde. Hvad fuck skulle han gøre det for? Jeg har aldrig gjort ham noget.«

Den er god nok

På Marwans solodebut vrimler det med historier om lurende pansere, pusheri af hårde stoffer, om illegal inkasso-virksomhed, slåskampe og trusler. Den slags har været en del af rapperens hverdag, siden han var teenager.

Albummet – med titlen P.E.R.K.E.R kan virke så brutalt, at fædrelandskærlige sjæle uvægerligt må spekulere over, hvor sandfærdigt sceneriet ret beset kan være. Findes der et Danmark så druknet i skygger, at det nærmere lyder som en sønderskudt libanesisk flygtningelejr? Ja, forsikrer Marwan.

»Helt seriøst. Alt det her sker. Og mere til. Ser du ikke TV-Avisen,« lyder kontraspørgsmålet.

»Der findes fantastisk mange gode ting i Danmark, men lige så mange dårlige ting. Sådan har det altid været – nu er det bare blevet værre. Der er så mange mennesker i Danmark, så mange forskellige nationaliteter, som ikke bryder sig om hinanden. Stoffer, våben, røverier. voldtægt, børnemishandling. Det, jeg snakker om, har jeg set.«

Blandt Brian er

Marwan, hans tre søskende, far og stedmor kom til Danmark i 1990 som politiske flygtninge. På det tidspunkt havde de været statsløse palæstinensere i en række arabiske lande siden 1980. Efter et par anspændte år i blandt andet Sandholmlejren og Ålborg Asylcenter fik familien opholdstilladelse og rykkede mod nogle slægtninge i Østjylland.

Mohamed-klanen endte i Trillegården, fem kilometer fra centrum i Århus V. Et socialt boligprojekt, der ifølge Marwan havde en overrepræsentation af »racistiske Brian er på knallerter.«

Det var først omkring 1995, at de etniske minoriteter så småt begyndte at komme i flertal. Cirka samtidig skrev Marwan sin første rap. Han husker en enkelt linje:

»Jeg kommer ind i det hvide kvarter og laver om til en ghetto,« forklarer han og griner lidt over, at det rent faktisk lader sig gøre for ham at komme i tanker om den slags. Normalt slører et relativt regelmæssigt hashmisbrug langtidshukommelsens detaljerigdom.

En genkendelig verden

Det var også omkring 1995, at Marwan droppede ud af 8. klasse. Vist nok. Han var med egne ord ikke skole-egnet og fandt sig aldrig til rette med lektier, skema og autoriteterne bag katederet.

»Jeg kiggede altid efter de andre, mand. Det er først nu, jeg fatter det. At jeg fortryder, at jeg ikke fik mere ud af skolen,« siger han og remser op ad de ting, han så fik tiden til at gå med:

»Jeg begyndte på at lave alt mulig lort. Kriminalitet, forstår du, og jeg har nok også været med til at skade andre. Men jeg har aldrig skudt nogen eller noget. Samtidig prøvede jeg at arbejde på produktionsskole, rengøring, flaskedreng. Men hver gang røg jeg ud igen. Jeg kom ikke til tiden og kunne ikke holde det ud. Det var bare for at holde mig i gang og få nogle penge.«

Med stor sandsynlighed var Marwan en hyppigere gæst hos sin storebror, Abu Malek, end på skolebænken. Abu Malek var begyndt at lave musik. Hiphop. Og selvom den iltre lillebror indledningsvist ikke tog rimerierne alvorligt, ramte gangstarapperne fra USA alligevel noget i ham.

»Jeg kunne forstå den verden. Jeg kunne mærke, hvad de sorte fortalte om derovre. Det er som om, du kender dem. Forstår du, hvad jeg siger? Men der gik nogle år, før jeg tog rappen alvorligt og begyndte at fortælle om mit liv. Og det er jeg så fortsat med. Det lyder bare bedre i dag.«

Ingen offerrolle

På den unge side af årtusindskiftet dannede Mohamed-brødrene kollektivet Pimp-A-Lot. Det var åbent for alle, der havde lyst til at rappe og bidrage med deres historier. Også etniske danskere. Marwan peger rundt på nogle imaginære venner i backstage-lokalet, mens han forklarer, hvordan man kom med i Pimp-A-Lot:

»Det var sådan noget med, at Du er en player (en scorekarl, red.), så du skal snakke om piger. Din mor og far er døde, så du har meget at fortælle. Du flower fedt, så kom her, du skal være med i omkvædet. Og jeg, jamen jeg laver alt muligt lort – så jeg fortæller om at være kriminel. «

Pimp-A-Lot skulle hurtigt blive et kendt og berygtet navn i den danske hiphopundergrund. Ikke mindst efter Marwan og en hjemmedreng opsøgte anmelderen fra et dansk musikmagasin og på korporligste vis sagde selv tak, efter Pimp-A-Lots medlemmer var blevet anklaget for at være pinlige og utroværdige kopier af afroamerikanske gangstarappere.

De – for uvedkommende – nærmest flatterende beskyldninger om ikke at være ægte ballademagere er efterhånden gjort til skamme. Ikke mindst med Marwans plettede straffeattest og udsigt til en sommer i tremmely. Noget rapperen ikke er specielt stolt over:

»Jeg fortryder aldrig noget. Det er, som det er. Men i dag ville jeg ikke begynde at sælge stoffer, jeg ville ikke dyrke kriminalitet, Jeg er et voksent menneske, der får min chance gennem musikken nu,« siger han og nægter dernæst, at hans skumle opvækst kan skydes på samfundet:

»Nope. Jeg er ikke et offer, mand. Jeg er heldig. Fordi jeg sidder her og snakker med dig. Fordi jeg drikker en øl, og der bliver taget billeder af mig. Jeg er glad for, hvor jeg er nu. Der er nogle ting, jeg ikke vil tilbage til.«