Fawas Alzatto på 34 år er fra Syrien. Landet, der i de sidste fem år har været en krigszone, og som kun er blevet mere og mere blodigt den seneste tid.
Derfor var Fawas tvunget til at begive sig ud på farlig rejse mod Europa, som endte på et asylcenter Hjørring. Han var egentlig på vej til Sverige, men blev standset i Kastrup lufthavn og fik ikke lov til at rejse videre.
- Jeg havde ellers sagt til smuglerne, at jeg ville til Sverige eller England, men de løj og sagde, at de kun kunne få mig til Danmark, fortæller Fawas.
Nu bor han i Hobro og har fået opholdstilladelse i fem år. Og selvom Fawas får støtte af den danske stat og går på sprogskole, så er han langt fra glad for situationen.
- Jeg hader at være afhængig af velfærdsydelser. Jeg plejer at tjene mine egne penge og betale skat. Det er hårdt bare at tage imod penge og gå på sprogskole.
Flugt som eneste udvej
I sit hjemland arbejdede Fawas som skolelærer i mange år, før han startede på universitetet for at læse børnepsykologi. Men regimet smed ham ud af universitetet. Hans liv blev mere og mere livsfarligt, og til sidst blev han nødt til at flygte.
- Der er ingen sikkerhed tilbage i Syrien. Intet liv og intet arbejde. Syrerne lever fra dag til dag og ved ikke, om de lever den næste, fortæller han.
Tarek Kelani på 21 år var tvunget til at flygte alene fra Syrien. Ellers skulle han have kæmpet under regimets faner.
- Det er menneskets pligt at hjælpe andre mennesker i nødt, fortæller han her.
Juan Mahmoud på 28 år forstår ikke, hvorfor politikerne gør flygtninge til et problem.
- Vi vil jo bare gerne arbejde og få vores liv tilbage, fortæller han til Avisen.dk. Læs hans historie her.
Han rejste afsted alene og måtte sige farvel til sine forældre og søstre. Han prøvede at overtale faren til flygte ud af landet med familien, men det nægtede han.
- Nu forsøger jeg at holde kontakten med dem. Men det er svært, for de har næsten aldrig elektricitet. Så jeg venter tit ved telefonen og håber, at jeg kan nå at høre deres stemmer i kort øjeblik.
Giv os et arbejde!
Nu bruger Fawas meget af sin tid på at lære dansk, så han kan få et arbejde. Han vil nemlig brændende gerne blive en aktiv borger og tjene sine egne penge, i stedet for at få hjælp af staten. Derfor forstår han heller ikke, at nogle politikere vil skære i ydelserne til asylansøgere. Efter hans mening er der ingen, der kommer for at få velfærdsydelser.
- Vi kommer ikke for at få penge. De rækker alligevel dårligt til, at man kan leve af dem. Vi føler os skyldige, når vi står i banken og får penge uden at arbejde. Vi har lyst til at blive en del af samfundet, lære dansk og tjene penge, siger han.
Derfor mener Fawas, at politikerne hellere skulle sørge for, at de nytilkomne får lært dansk i en fart og får et job.
- Vi rejser jo til Vesteuropa for at finde nye muligheder og tryghed. Vi vil bygge et nyt liv op, indtil vi måske en dag kan vende hjem. Måske kan vi aldrig det, siger han.
Han forstår ikke, hvorfor nogle kan være imod at hjælpe mennesker, der er på flugt fra krig.
- Mennesker skal hjælpe andre mennesker. Det er en del af at være medmenneskelig. Vi kan ikke bare kigge på, mens verden brænder omkring os. Vi skal række en hjælpende hånd ud, for ellers gentager historien sig.
Taknemmelig for sine danske venner
Med opholdstilladelsen har Fawas lov til at arbejde i alle EU lande. Men nu er han blevet glad for at være i Danmark og har ikke lyst til at rejse væk. Derfor vil han gerne gøre sin uddannelse færdig her.
- Jeg er taknemmelig for alle de danske venner, jeg har fået her. De har hjulpet mig, så jeg er begyndt at falde til. Derfor vil jeg søge ind på Aalborg universitet, når jeg er færdig med sprogskole, fortæller Fawas.
Men på trods af de nye venner håber Fawas, at han en dag kan vende tilbage til sit hjemland.
- Hvis mit land bliver sikkert igen, vil jeg gerne være med til at bygge det op. Alle mennesker er knyttet til deres hjemland og deres arv.