I Japan er de så skuffede over, at den internationale olympiske komité (IOC) har forbigået en japansk hammerkaster ved uddelingen af sæder til atleternes kommission, at det asiatiske land nu hiver IOC i retten.
Sagen er blevet rejst af Japans olympiske komité ved sportens ankedomstol CAS i schweiziske Lausanne.
Koji Murofushi, som vandt bronze ved legene i London, var en af topkandidaterne blandt de 21 opstillede til fire tomme sæder i atleternes kommission under den olympiske komité.
Udvælgelsen fandt sted under de olympiske lege i London, men IOC diskvalificerede japaneren på grund af brud på reglerne.
Ifølge IOC havde japaneren distribueret forskellige varer og sat plakater op med sit navn på i den olympiske landsbys cafeteria, selvom det var mod reglerne.
Japan mener, at der er sket misforståelser mellem parterne, og landet ønsker reglerne klarlagt.
Koji Murofushi skulle angiveligt hjælpe Japan til at skaffe OL til landet i 2020.
/ritzau/