Kammeradvokaten genåbner nu eftersøgningen af de 200 millioner kroner, der forsvandt efter konkursen i IT Factory.
Statens advokat vil have undersøgt, om selskabets stifter, Stein Bagger, er gået i gang med at hvidvaske pengene via et nyoprettet selskab. Det skriver Børsen.
Avisen skrev mandag, at Stein Bagger er kommet i virksomhedspraktik hos firmaet Dansk-Selfstorage.dk, der kontrolleres af to af hans mangeårige venner. Pengene til satsningen stammer fra et ukendt offshore-selskab.
Kammeradvokatens kurator på konkursboet efter IT Factory, Boris Frederiksen, vil som følge af de nye oplysninger undersøge, om kapitalindskuddene i Dansk-Selfstorage.dk, er en del af forsvundne millioner, som på den måde er ved at blive vasket hvide.
- Det spørgsmål, som jeg og alle andre, der kigger på historien, sidder tilbage med, er selvfølgelig, om det her er en eller anden måde at føre nogen af de skjulte midler i udlandet tilbage på, siger Boris Frederiksen til Børsen.
Efter FBI's forsøg på at spore de mange millioner løb ud i sandet, har pengejagten været skrinlagt. Boris Frederiksen har endnu ikke talt med Stein Bagger, men det sker en af de kommende dage.
Det er uvist om Bagmandspolitiets sporingsenhed er enig med Kammeradvokaten i, at de nye oplysninger giver grundlag for en ny granskning.
- Vi har ingen bemærkninger, siger statsadvokat Jens Madsen, der er chef for Bagmandspolitiet, til Børsen.
Stein Bagger selv afviser at have noget at gøre med offshore-selskabet Niva Trading Ltd, der har tilført Dansk-Selfstorage.dk 3,2 millioner kroner.
Niva Tradings ejer, svenskeren Royne Carlsson, har ikke svaret på Børsens henvendelser.