Det kan godt være, at det var det rene selvmord at fejre nytåret 2004 med at spadsere direkte ind i det krigshærgede Irak med demokratiet under armen (klemt ned i en stålkasse), men som Nielsen selv siger, findes der altid en anden Nielsen, der kan erstatte den første Nielsen.

Man kan selv opleve det midt i København, hvor det hjemløse teater Das Beckwerk er rykket ind i Kunsthallen Nikolaj med en udstilling om foreløbig fire års fight for universielt folkestyre. En udstilling kombineret med en forestilling, hvor diverse aktører opfører forskellige nøglescener fra slagets gang – som en slags levende musem. Således bliver skuespilleren Thomas Mørk for eksempel til en Nielsen i aften klokken 20.00, men da vi i sidste uge mødte op i Nikolaj Kirkens hvælvede buer for at møde Nielsen himself, måtte vi nøjes med at møde en mand, der til forveksling ligner multimennesket Claus Beck-Nielsen.

Han påstår dog, han udelukkende varetager mandens jordiske rester. Og lad det være sagt med det samme. Hans håndtryk er koldt, hans ånde sval, hans hud ganske blodløs, mens hans krop ligner et skelet indhyllet i grå gevandter. Og så omtaler denne Nielsen kun sit tilsyneladende afsjælede jeg i tredje person. »Hvis nogen kalder Nielsen for Claus, siger jeg det kan du selv være, vil du? Så værsgo! ,« lyder det bestemt fra værkføreren, den titel, han foretrækker p.t.

Min redaktør har bedt mig om at forklare, hvem du er?

»Ja, men det synes jeg er det største problem. At vi i den her tid, vi lever i, er så ekstremt optaget af identitet, så netop det, at vi har fjernet identiteten, tiltrækker al opmærksomheden. Vi har lavet et hul, for at folk skal se på alt det andet, men folk har kun øje for hullet,« forklarer han, mens vi går forbi en skurvogn, der er ved at blive malet blå. Blot et af elementerne i den retrospektive parade.

Medisterpølse – nej tak

Det amerikanske militær var dog ikke så meget for at få en blå skurvogn ind i den irakiske krigszone, så derfor blev det en slags laptop-demokrati, som Nielsen sammen med kollegaen Rasmussen slæbte ind i ingenmandsland den solflimrende nytårsmorgen.

»USA leverede det demokratiske hardware. Vi kom så med den mentale software. Faktisk er det her jo den eneste proamerikanske udstilling herhjemme indtil videre. Hvis man vil gøre noget, kan man lige så godt gå samme vej som amerikanerne, for der er ikke andre veje,« mener Nielsen.

Hvad synes Nielsen så om, at danskerne trækker sig tilbage?

»Åh, danskernes tilstedeværelse har så lille og komisk en betydning, at der ikke engang er nogen grund til at være for eller imod. Vi mødte danske soldater dernede i Irak. De spurgte: »Hvordan er der derude?« Og så kunne de ikke forstå, vi ikke ville med hjem på basen og spise medisterpølse.«

Men var det ikke også lidt af en selvmordsaktion at vade ind i Irak?

»Det kan du roligt sige. Det var vanvid, galimatias. Det kunne meget, meget let være gået galt. Faktisk er det lidt mærkeligt, at Nielsens hoved ikke kom hjem i en plastikpose. Men det er generelt for Nielsen er, at de er så bange for at dø, at de stiller sig derud, hvor der er størst risiko for det,« understreger han.

Kunne man forestille sig, at Nielsen er nogle gange overvurderer deres egen betydning?

»Det tror jeg ikke. Altså, der er ingen tvivl om, at Nielsen er generelt har storhedsvanvid, men samtidig er de også noget af det mest selvudslettende. Så Nielsen er klar over sin latterlighed, sin ubetydelighed og sin magtesløshed, men han kæmper heroisk uanset hvad. Og indfrier sine missioner med lys i øjnene,« påpeger han og gør opmærksom på, at de med det såkaldte Nomadiske Parlament opnåede 13 hele borgermøder alene i Irak.

Druk, hor og fodbold

Ved indgangen til Iran-rummet hænger to portrætter af Nielsen og en kollega, kaldet Altheimer. Det iranske politi ville gerne have et par snapshots til arkivet, efter at de to forsøgte at demokratisere deres land med druk, hor og fodbold.

»Ja, det var et meget dekadent forsøg på revolution. Det var de klassiske europæiske værdier, vi benyttede os af i troen på, at den eneste måde, man kan vælte det iranske regime på, er med løssluppenhed. Simpelthen lade lortet brænde sammen og starte på ny. Festen fik dog en brat afslutning, som du kan se.«

Men er det værd at risikere så meget for kunstens skyld?

»Det er ikke for kunsten. Det er for verden. Ethvert lille menneske har så kort tid på Jorden, at der SKAL risikeres noget. Man må udnytte den chance, man har. Og tage chancen, mens man stadig er her,« lyder det rankt fra Nielsens anæmiske korpus.

Hvor mange Nielsen er har du så klar i kulissen?

»En ret stor mængde Nielsen er, men jeg har ikke noget præcist tal. Vi har en klonfabrik, hvor de kommer i tykke og tynde, direkte fra samlebåndet. For det her ender aldrig,« understreger han.

»Vi har sat noget i gang, som er en parallel til verdenshistorien, og før verdenshistorien ender, kan vi ikke tillade os at stoppe. Det er jo lidt træls om søndagen, når andre holder fri, kan du nok se. Men det er nødvendigt.«