FC København leverede forrygende offensiv fodbold i første halvleg af søndagens 5-0-hjemmesejr over Silkeborg i Superligaen.
Det kan FCK-træner Ariël Jacobs ikke andet end være enig i.
- Der har i ugen været meget fokus på torsdagens kamp mod Molde, fordi det var den første i Europa League, så man frygter altid, at hvis man i den efterfølgende kamp ikke spiller mod et tophold, så er det svært med spillernes motivation og fokus.
- Det har vi arbejdet meget med op til Silkeborg-kampen, og første halvleg var i den henseende mere eller mindre perfekt.
- Vi kunne have scoret mere end fire mål, men jeg må sige, at jeg var meget tilfreds med det, jeg så, siger Jacobs, hvis hold gik til pause foran 4-0.
Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen scorede to mål hver i første halvleg, mens indskiftede Martin Vingaard nettede i anden halvleg.
Flere af målene var gennemspillede og flotte, hvilket gør den belgiske træner glad.
- Du kan score fem mål i en kamp, og det kan være normale scoringer, men vi scorede nogle flotte mål, og det glæder mig. Mange af de ting, vi træner i det daglige, afspejlede sig i målene, lyder det fra Jacobs.
/ritzau/