Katherine Jackson er blevet midlertidig værge for Michael Jacksons tre børn.
En dommer i retten i Los Angelses sagde mandag god for, at Katherine Jackson kan have børnene hos sig frem til den endelige afgørelse om deres fremtid 3. august.
Her besluttes det, om de to børn, som Michael Jackson fik med sin hustru gennem tre år, Debbie Rowe - og så det yngste barn, som han fik med en anonym surrogatmor - skal blive hos Katherine og Joe Jackson.
Søndag fortalte Michael Jacksons far Joe, at han og hustruen forventede at kunne beholde de to børn hos sig.
Debbie Rowe, der var gift med Michael Jackson fra 1996 til 1999 siges at være knust over hans død.
Advokat Iris Finsilver, der ikke repræsenterer Debbie Rowe i øjeblikket, siger til bladet New York Post, at hun ikke er i tvivl om, at hendes tidligere klient vil søge om forældremyndighed over de to ældste børn.
Sammen med Jackson fik Debbie Rowe Prince på 12 år og Paris på 11 år. Den yngste i børneflokken er Prince Michael II.