Michael Jacksons familie fik sent i aftes udleveret liget af det afdøde popikon efter en obduktion.
Det siger en talsmand for ligsynet i Los Angeles ifølge flere internationale nyhedsbureauer.
Det er uvist, hvor familien vil fører liget af Michael Jackson hen. Det står heller ikke klart, hvordan eller hvornår begravelsen skal foregå.
Michael Jackson døde i forgårs, efter at han tilsyneladende fik hjertestop i sit hjem. Liget af popstjernen er blevet obduceret, men resultaterne vil først komme om op til otte uger.
En eftersøgning af Michael Jacksons private læge gik i gang i går. Der har været forlydender om, at lægen skulle have givet Michael Jackson en indsprøjtning med beroligende medicin, kort før han døde.
Lægen - doktor Conrad Robert Murray - er dog blevet fundet, og politiet skal snart forhøre ham. Han var angiveligt den eneste, der var til stede sammen med Michael Jackson, da popstjernen kollapsede i sit hjem i Bel Air.
Michael Jackson blev 50 år.