Lyngby Boldklub får i dag nye ejere. De to IT-millionærer Torben Røsler og Thomas Olsen har smidt et tocifret millionbeløb på bordet i bundproppen fra Superligaen, skriver Berlingske Tidende.
Tidligere har kilder i klubben bekræftet overfor Nyhedsavisen, at de to pengemænd var på vej ind i klubben. Men da Nyhedsavisen kontaktede Torben Røsler, sagde han at ...da godt havde hørt rygterne, men at der ikke var noget om historien .
Det samme siger Torben Røsler til dagens udgave af Berlingske Tidende.
Men kilder tæt på klubledelsen i Lyngby Boldklub bekræfter overfor Nyhedavisen torsdag morgen, at de to pengemænd er trådt ind i klubben og vil blive præsenteret på et pressemøde senere i dag.
Torben Røsler er en kendt skikkelse i fodboldkredse. Han skød omkring 20 millioner kroner ind i Brøndby IF og blev senere bestyrelsesformand. Det endte dog i et dramatisk brud med den daværende direktør Per Bjerregaard, da denne gik bag om Røslers ryg i forsøget på at købe Bella Centeret.
Efter det opgør solgte Røsler alle sine Brøndby-aktier og trak sig helt ud af klubben.
Makkeren Thomas Olsen har også brugt nogle af sine IT-millioner i fodboldbranchen, da han sammen med Preben Elkjær købte sig ind i københavner-klubben B93 på Østerbro. I to år forsøgte de to at få en forretning ud af klubbeb, men måtte til sidst give op.
Lyngby Boldklub ligger i øjeblikket sidst i Superligaen med ni point efter 16 kampe. Indtil nu er det kun blevet til to sejre, og klubben har fem point op til AGF på 10. pladsen.
Investeringen fra de to IT-millionærer skal dog ikke ses som nogen sidste øjebliks-redning - men i stedet en langsigtet investering for at udvikle Lyngby Boldklub fra forening til forretning.