Skibet er ladet med fællesskabsfølelse.
Officielt i al fald. For nu vil Island alligevel gerne med i EU. Og startede i dag de indledende drøftelser, der skal lede frem til deciderede forhandlinger om at komme med i det europæiske samarbejde.
Og det hænger nok sammen med Islands økonomi, der for to år siden brændte ud præcis som den vulkan, der lukkede europæisk luftrum i foråret. Stille. Helt stille, blev der på ret kort tid.
Mens de islandske kasseapperater stod stille, og Islands banksektor talte småpenge, har de altså nu officielt ændret stilling og vil gerne have hjælp til at komme ud på den anden side.
Og her kan en andel i EU være en god støtte. På en regeringskonference i Bruxelles i dag holdt Islands udenrigsminister, Össur Skarphéðinsson, en tale med flere fordele ved et EU-medlemskab.
"Vi søger om ret til at sidde med ved bordet, hvor beslutninger træffes, som påvirker vores fremtid. Vi søger den sikkerhed, som en stærk international valuta kan give. Og vi leder efter udenlandske investeringer," sagde Össur Skarphéðinsson.
Til gengæld er almindelige islændinge af en anden mening. Kun 26 procent ønsker Island med i EU, skriver Børsen.dk.