Egyptens magtfulde Muslimske Broderskab vil have muslimer over hele landet til at strømme ud i gaderne efter ugens store bøn på fredag og vise deres modstand mod en amerikansk film, som mange muslimer opfatter som stødende.
Broderskabets generalsekretær, Mahmoud Hussein, opfordrer i en udtalelse til, at der gennemføres fredelige protester uden for alle større moskéer rundt om i Egypten "for at tage afstand fra krænkelser af religion og af profeten".
Han opfordrer samtidig "alle nationale kræfter" til at slutte sig til protesterne.
Broderskabet, som præsident Mohamed Mursi kommer fra, er Egyptens største og bedst organiserede politiske bevægelse.
Også aktivister fra Egyptens kristne mindretal, kopterne, har varslet en fredelig demonstration uden for den amerikanske ambassade i hovedstaden Kairo onsdag aften, skriver avisen Al-Ahram.
Her vil demonstranterne tænde lys for at protestere mod den kontroversielle amerikanske film - "Innocence of Muslims" - som ifølge mange muslimer indeholder fornærmelser mod profeten Muhammed og islam.
To koptiske grupper fordømmer i en udtalelse "alle former for foragt eller ringeagt mod enhver religion samt at skabe splid mellem mennesker, der bekender sig til forskellige religioner", skriver Al-Ahram.
Tirsdag aften kravlede vrede demonstranter op på murene omkring den amerikanske ambassade i det centrale Kairo, hvor nogle af dem rev et amerikansk flag i stykker.
Også i den libyske by Benghazi var der voldsomme protester ved det amerikanske konsulat. Her blev ambassadøren og tre ansatte dræbt.
/ritzau/AFP