Magasinet Penge på DR1 blænder i aften op for finalen i programmet 'Væxt-factor', hvor juicekæden Joe & the Juice er blandt de tre finalister.
Men erhvervssuccessen er kommet under hård kritik for den måde, de ansætter nye medarbejdere på. 50 timers oplæring uden løn har været virkeligheden for flere unge, der ville have foden indenfor på de populære juicebarer.
Avisen.dk har spurgt en af dommerne i 'Væxt-factor', administrerende direktør i Irma Alfred Josefsen, hvad han mener om forholdene i Joe & the Juice.
Alfred Josefsen ønsker ikke at kommentere konkret på arbejdsforholdene på Joe & the Juice, men han siger, at det er ”meget almindeligt at arbejde gratis på kreative arbejdspladser” og nævner flere toprestauranter som eksempler.
”Hvis det var et tilstrækkeligt attraktivt sted som fx. FCK's fodboldhold eller rockbandet U2, ville jeg også selv være villig til at arbejde uden løn,” siger han.
Spørgsmålet er så, om Alfred Josefsen selv ville ansætte folk til at arbejde uden løn under oplæring i Irma.
Nej, siger han.
”Vi har overenskomster, og dem er vi glade for. Selvfølgelig skal man have løn for at udføre sit arbejde,” siger Alfred Josefsen.
Finalen i 'Væxt-factor' sendes i aften kl. 21.25 på DR1.