Irans præsident, Hassan Rouhani, frygter en femte smittebølge i Iran, som er det land i Mellemøsten, der har været hårdest ramt af coronapandemien.
Faren for en femte bølge skyldes den stærkt smitsomme Deltavariant.
Rouhani siger, at Deltavarianten nu er spredt i landets sydlige provinser.
Rouhani fremsatte udtalelsen lørdag på et møde med den arbejdsgruppe, som leder landets indsats mod pandemien.
- Der er frygt for, at vi er på vej mod en femte bølge over hele landet, siger Rouhani, som advarer offentligheden om, at de må være mere forsigtige.
Tidligere på ugen advarede et medlem af den særlige krisearbejdsgruppe, Nader Tavakoli, om, at den femte bølge allerede er begyndt i Iran, og at det snart vil kunne ses i antallet af dødsfald og nye smittetilfælde.
- Hvis udviklingen fortsætter, så vil den iranske hovedstad, Teheran, snart blive erklæret for rød zone, hvilket betyder overhængende fare for smitte, sagde Tavakoli til nyhedsbureauet Isna.
Ni andre byer i provinsen regnes som røde. Det gælder også fire sydlige provinser.
Iran har været særligt hårdt ramt af pandemien med over 84.000 coronarelaterede dødsfald og over 3,2 millioner registrerede smittetilfælde. Tallene er fra det iranske sundhedsministerium.
Andelen af vaccinerede er lav i Iran. Kun lidt over 4,4 millioner mennesker har fået første vaccinedose, mens 1,7 millioner har fået to. Det er sket med vacciner produceret i Rusland og Kina.
De iranske myndigheder har hastegodkendt to lokalt producerede vacciner til nødbrug.
- Om Gud vil, så vil situationen være forbedret i næste uge med vaccinationer, sagde Rouhani lørdag.
USA's sanktioner mod Iran har gjort det sværere for landet at købe vacciner i udlandet.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP