Iran har militær i Syrien

Medlemmer af Irans Revolutionsgarde er i Syrien, hvor de kan komme til at spille militær rolle ved angreb.

Medlemmer af Irans Revolutionsgarde er i Syrien, hvor de yder ikke-militær hjælp, men hvor de kan blive inddraget militært, hvis Syrien angribes, siger den øverstbefalende for elitesoldaterne i den iranske garde.

Ved en sjælden pressekonference i Teheran siger den øverstkommanderende for Revolutionsgarden, general Mohammad Ali Jafari, at en specialstyrke fra elitegarden er aktive i både Syrien og Libanon som "rådgivere".

- Iran er stolt af at forsvare Syrien, som er medlem af modstanderne (anti-israelerne), siger Jafari, som dog gør det klart, at der ikke er tale om "militær tilstedeværelse".

Men generalen understreger, at de særlige elitesoldater fra Revolutionsgardens Quds Styrke kan få en anden rolle, hvis Syrien angribes.

Den iranske general betoner også, at et eventuelt israelsk angreb på atomanlæg vil føre til iranske gengældelsesangreb i Hormuzstrædet.

Muligheden for et israelsk angreb er blevet diskuteret intenst i de seneste måneder, men mange iagttagere mener, at de israelske ledere næppe vil gennemfører et eventuelt angreb før det amerikanske valg.

Chefen for IAEA, FN's atomagentur, kritiserede for få dage siden igen Irans modvilje mod at svare på spørgsmål om det iranske atomprogram.

IAEA's generalsekretær, Yukiya Amano, sagde på et møde i IAEA's bestyrelse, at Iran bør give FN-inspektører adgang til mistænkelige atomanlæg "uden forsinkelse".

- Trods den intensiverede dialog siden januar 2012 er der indtil nu ikke opnået konkrete resultater.

IAEA har flere gange sagt, at Irans manglende samarbejde med FN-inspektører betyder, at IAEA ikke kan konkludere, at alle Irans atomaktiviteter har fredelige formål.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.