Iraks vicepræsident, Tareq al-Hashemi, er blevet idømt dødsstraf ved en irakisk domstol in absentia. Hashemi er kendt skyldig i mordet på en advokat og en brigadegeneral.
Hans sekretær og svigersøn, Ahmed Qahtan, er også blevet dømt til døden, skriver nyhedsbureauet AFP.
Retssagen, der begyndte i maj, indeholdt de første af i alt 150 anklager imod Hashemi og hans bodyguards.
Vicepræsidenten har tidligere afvist alle anklager. Han mener, at der er tale om et politisk komplot, som Iraks regering, der domineres af shiamuslimer, fører mod ham. Hashemi er selv sunnimuslim.
Hashemi er flygtet fra Irak, fordi han mener, hans liv er i fare i landet. Han er sidst set i Istanbul i Tyrkiet den 4. maj. Det siges, at han også har opholdt sig i Qatar og Saudi-Arabien.
/ritzau/