Irakiske styrker er ved at lægge an til en offensiv for at generobre den sidste del af irakisk territorium, som stadig er under Islamisk Stats kontrol, oplyses det i en militær erklæring onsdag.
"Jeres sikkerhedsstyrker kommer nu for at befri Jer," hedder det i flyveblade, som er nedkastet over grænseregionen al-Qaim og Rawa.
Den irakiske hær indledte i september en offensiv mod Islamisk Stat (IS) i området Hawija, der ligger vest for oliebyen Kirkuk.
Islamisk Stat har i år mistet store dele af sit territorium i både Irak og Syrien. I sommer generobrede irakiske styrker således den tidligere millionby Mosul fra den militante gruppe.
Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi, som udråbte IS-kalifatet fra Mosul i midten af 2014, udsendte den 28. september en lydoptagelse, som tyder på, at han er i live. Der har ellers været adskillige rapporter om, at han skulle være dræbt. I lydoptagelsen opfordrer han sine tilhængere til at fortsætte kampen - trods tilbageslag.
I sidste uge tog Iraks hær kontrollen over områder i det nordlige Irak fra kurdiske styrker. Kurdiske peshmerga-soldater evakuerede områderne, inden de irakiske styrker ankom.
Over de seneste tre år har kurderne i Irak sat sig på områderne som en del af krigen mod jihadister fra Islamisk Stat (IS).
Spændingerne er steget i landet, efter at en ikke-bindende folkeafstemning om kurdisk uafhængighed blev afholdt i slutningen af september.
Over 92 procent af kurderne i det nordlige Irak stemte for løsrivelse, viste det officielle resultat ifølge den kurdiske valgkommission.
Men afstemningen har vakt vrede både i Irak og nabolandene, hvor der bor store kurdiske mindretal.
/ritzau/Reuters