iPhone 5 sender Apple-aktie til rekordhøjde

Apple-aktien er lukket rekordhøjt. Den koster nu over 700 dollar på børsen i Wall Street i New York.

Da børsen lukkede på Wall Street i New York tirsdag, havde Apple atter sat kursrekord.

Denne gang lukkede Apple-aktien for første gang over 700 dollar, nemlig 701,93 dollar per aktie, hvilket var en stigning på 0,3 procent.

Kursen svarer til 4008 kroner.

Stigningen kom dagen efter, at Apple meddelte, at det har modtaget flere end to millioner bestillinger på Silicon Valley-selskabets seneste produkt, iPhone 5.

De mange bestillinger er indløbet på blot 24 timer.

Den seneste udgave af iPhone blev afsløret onsdag i sidste uge, og salget begyndte online i fredags.

Analytikere venter, at der er masser af salg i iPhone 5 endnu.

Apple siger, at telefonen inden årets udgang kan købes i 100 lande.

Scott Craig, analytiker i Bank of America-Merrill Lynch, har hævet sin vurdering af Apple-aktien og mener, at den kan nå op på 850 dollar per styk.

- Vor vurdering skyldes delvist, at iPhone 5 rulles hurtigere end ventet ud globalt, skriver han i en note om aktien.

Nogle analytikere venter, at iPhone 5-salget kan nå op på 10 millioner her i åbningssalget og 50 millioner inden udgangen af i år.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.