Danskernes bekymring for flygtninge og indvandrere har taget et markant hop over de seneste tre måneder.
Det viser en undersøgelse, foretaget af analyseinstituttet Voxmeter, der har spurgt 1200 danskere til, hvilke samfundsudfordringer der bekymrer dem.
Her svarer 36 procent, at de er bekymrede over flygtninge og indvandrere, hvilket er en stigning på 24 procent i forhold til for tre måneder siden.
Undersøgelsens interviewperiode falder tæt sammen med den voldsomme episode i Odense, hvor den lokale skadestue blev raseret efter en skudepisode i bydelen Vollsmose.
Og denne begivenhed er da også den oplagte forklaring på den markante stigning, mener Mehmet Ümit Necef, som er lektor på Syddansk Universitet.
- Det kan ikke undgå at vække bekymring. Og med rette, vurderer forskeren, som blandt andet beskæftiger sig med kulturmødeteori.
Sociologen Mustafa Hussain, der er tidligere lektor ved RUC, kan heller ikke pege på andre forklaringer end Vollsmose-balladen.
- Når en sag bliver blæst op i medierne, som det skete med sagen i Odense, så sætter det sig på nethinden, når folk tænker på, hvad der bekymrer dem, vurderer Mustafa Hussain, som forsker i etniske relationer.
Han forventer dog, at den stigende bekymring vil vise sig at være forbigående, når chokket over de voldsomme begivenheder har lagt sig.
- En international eller en national begivenhed kan have stor betydning på det tidspunkt, hvor man måler opinionen, men det er ikke ensbetydende med, at det er vedvarende, konstaterer Mustafa Hussein.
Mehmet Ümit Necef tror heller ikke, at Vollsmose-sagen vil rykke ved danskernes opfattelse af indvandrere på lang sigt.
- Indtil videre har systemet vist handlekraft, politiet har anholdt nogle mistænkte, og der er en kommunal chef, der er blevet fyret, påpeger forskeren.
/ritzau/