Den russiske præsident er ikke populær blandt kolleger i EU og USA på grund af krigen i Syrien, men på et møde lørdag i Indien fik han en fornem modtagelse.
Vladimir Putin blev budt velkommen som en "gammel ven" af Indiens premierminister, Narendra Modi, da de var samlet til et møde mellem BRIKS-landene - Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.
Putin og Modi har underskrevet en række aftaler om blandt andet handel og forsvar på mødet i Indien.
- Dit lederskab har sikret stabilitet og indhold i vort strategiske partnerskab, siger Modi på et fælles pressemøde med Putin.
Ifølge Modi skal de to lande i fællesskab producere helikoptere til militærbrug og bygge fregatter.
Det vil ifølge premierministeren "danne grundlag for et tættere samarbejde om forsvar og økonomi i de kommende år".
Aftalen omfatter også, at Rusland sælger militært isenkram til Indien.
Indien er i gang med at bytte gammelt militært udstyr med nyt for at kunne forsvare sig mod potentielle trusler fra Pakistan og Kina.
Aftalerne med Rusland kommer på et tidspunkt, hvor Indien ellers i stigende grad har købt våben af USA og Frankrig.
Ruslands præsident håber, at de underskrevne aftaler vil føre til et tættere samarbejde - og ikke kun på det militære område.
På energiområdet køber den russiske oliegigant Rosneft næsten alle aktierne i det indiske Essar Oil for 13 milliarder dollar. Det kom også frem lørdag.
Siden 1950'erne har der været stærke bånd mellem Indien og Rusland. Men de seneste år er handlen mellem landene dalet.
Modi mødes lørdag med den kinesiske præsident, Xi Jinping.
BRIKS blev dannet i 2011 med målet om at udfordre Vestens førerstilling.
/ritzau/AFP