Det var Danmarks bedst sælgende modemagasin for voksne kvinder, og det kom på hylderne første gang i 1986, men nu er det slut. Aller-koncernen har besluttet at lægge Modemagasinet In ned.
Ifølge Mediawatch sker det som en del af en større porteføljeanalyse i Aller Media, som har været i gang gennem det seneste halvandet års tid, og som satte spørgsmålstegn ved magasinets berettigelse i markedet.
Det forklarer Cecilie Ingdal, mediechef på Aller, til Mediawatch.
- In er 35 år gammelt og et produkt, vi har en stor kærlighed til i Aller-familien. Men vi kunne også se, det blev lidt klemt og glemt mellem to af vores andre store produkter: Modemagasinet Elle, hvor vi også gennem det seneste år har skiftet profil og er blevet langt mere agendasættende og har taget en stemme i debatten – hvilket også har været In’s metier - og så Dossier.
- Dossier startede vi for fem år siden med stærkt fokus som et journalistisk produkt målrettet til mænd. Vi har så gennem årene så arbejdet mere mod at det ikke skulle være rettet mod ét køn, men i stedet være et såkaldt interviewmagasin om talent, som henvender sig til både mænd og kvinder, siger Cecilie Ingdal.
Kun en stilling nedlagt
Bladlukningen koster heldigvis ikke mange medarbejdere. Faktisk kun en enkelt journalist. Resten på redaktionen har fået andre arbejdsopgaver i Aller.
Modemagasinet IN havde i 2020 83.000 læsere ifølge Kantar Gallups læsertalsopgørelse (salgstallene for ugeblade og magasiner bliver ikke offentliggjort mere). Det var et fald på lidt over 10 pct. fra året før.
Skulle tiltrække de bedre annoncører
Avisen.dk fangede IN's skaber og mangeårige chefredaktør (indtil 2011), Camilla Lindemann, som dengang i 1986 arbejdede på Familie Journalen.
- Vores administrerende direktør Poul Holdt Hansen kom hen til mig og sagde, at Aller havde brug for et lidt mere elegant magasin, som kunne tiltrække de eksklusive annoncører. Forlægget var det svenske Femina, som var et månedsmagasin i modsætning til det danske, som udkom ugentligt.
Camilla begyndte som redaktionschef og blev kort tid efter chefredaktør. - Det var vigtigt, at vi havde gode artikler om mad, mode, bolig og skønhed. Og læserne skulle ikke bare kunne bladre igennem bladet hurtigt, men gerne fordybe sig i det, fortæller Camilla.
Camilla synes, det er lidt vemodigt, at bladet nu lukker, men er glad for den tid, hun havde med det.
- Det er jo lidt trist, at der ikke er plads til så mange blade i det hele taget, men sådan er markedet. Jeg er bare glad for, at jeg oplevede den gyldne opgangstid dengang, fortæller Camilla, som på et tidspunkt udover at være chefredaktør for IN også var det for to af koncernens andre udgivelser Femina og Psykologi, sidstnævnte var hun også selv med til at starte.