Ghost Rider

Instr: Mark Steven Johnson

JJJJJJ

Hans værste våben er the penance stare – bodsblikket, oversat til dansk. Altså, det særligt gennemborende Ghost Rider-blik, der får folk til at føle al den smerte, de har påført andre. Man kunne ønske, at folkene bag filmatiseringen af den berømte Marvel-tegneserie havde sendt hinanden et omvendt bodsblik, så det stod klart for dem alle, hvor komisk projektet er blevet.

Jeg mener den ellers velvalgte Nicolas Cage (en af Hollywoods mest fanatiske stribesamlere) har valgt at lade sin udgave af Djævlens dusørjæger æde vingummier af højstilkede glas, drikke kaffe direkte af kolben og høre softpop af The Carpenters. Noget af en afvigelse fra tegneserien, og en anelse barokt for min smag, men ifølge instruktør Mark Johnson letter den slags sjovheder for spændingen. Problemet er bare, at spænding som sådan ikke er en ingrediens i det filmiske destillat af historien om biker-stuntmanden Johnny Blaze, der sælger sin sjæl til Satan selv for at redde sin far fra kræftens dødsgreb.

’Ghost Rider’ tager fat der, hvor Blaze endnu ikke har haft sin første arbejdsdag på den yderst raffinerede ’hell bike’, men snart skal han få brug for at køre både lodret op ad skyskrabere og vandret gennem?vand (!) Naturligvis med den drabelige ’hellfire’-kæde over skulderen og et ansigt, der som bekendt bliver til et skelethoved af flammende ild.

For når Mephisto (sjovt nok spillet, eller rettere pænt underspillet af ’Easy Rider’-helten Peter Fonda) kalder, så skifter Blaze grimasse og er tvunget til at køre ud i natten for at hævne sig over både djævleyngel og faldne engle, der kan gemme sig i naturens elementer. Der er blevet knoklet i special effects-afdelingen, men igen, selv under actionsekvenserne er der desværre et komisk skær over løjerne, som man må formode ikke er tilsigtet.

Personligt hører jeg dog til dem, der generelt har svært ved at tage superhelte-film alvorligt (findes der nogen, der gør det, så’n for alvor?), men filmens sideløbende kærlighedshistorie er dog så tykpandet og klichéfyldt, at den nærmest må anses som en slags parodi på ’Skønheden og Udyret’ og den slags skrammel.

Filmens redning er faktisk Sam Elliot som ’The Caretaker’, en ikke helt almindelig kirkegårdsgraver, der er som skåret ud af en klassisk western. Hvilken approach, hvilken stemme!. Det er lige før, han løber med lærredet. Mest fordi han er det eneste solide holdepunkt i en film, som ikke ved, hvor den vil hen. Er det en hyldest, en parodi eller bare et forsøg på at lave en lettilgængelig og sjov iscenesættelse af en grundlæggende kompleks og uhyggelig tegneserie? Man aner det ikke, men når heldigvis ikke at kede sig, mens man grubler over det. Der er trods alt brændstof nok i ’Ghost Rider’ til at kranie-ilden ikke sådan lige går ud.