Der var ikke tale om matchfixing, da den malaysiske landsholdsmålmand i fodbold Sharbinee Allawee tidligere på måneden på klodset vis fik sendt bolden i eget mål for sin klub Terengganu i en pokalkamp.
Det står fast, efter at landets anti-korruptionsagentur (MACC) blandt andet har haft den 25-årige målmand igennem en løgnedetektor-test.
- Vi er overbeviste om, at han er uskyldig. Vi har lavet en grundig undersøgelse i de seneste to uger, og der er ingen beviser eller dokumenter, som knytter ham til matchfixing.
- Heller ikke løgnedetektoren viste tegn på, at han er involveret i matchfixing, lyder det ifølge Reuters i en pressemeddelelse fra MACC.
Terengganu-træner Peter Butler var så tosset på sin målmand efter droppet, at englænderen skiftede Allawee ud, og efterfølgende sagde Butler, at keeperen var købt og nu var fortid i klubben.
Fodboldmyndighederne har trods Allewees frikendelse for matchfixing idømt målmanden en bøde på 1000 malaysiske ringgit - svarende til 1860 kroner - fordi han kastede en vandflaske efter Butler i forbindelse med udskiftningen.
Butler får en karantæne på seks måneder for at have anklaget sin målmand for matchfixing. Desuden får han trukket 15 procent af sin månedsløn.
/ritzau/