At blive mor i en alder af 61 år er bestemt et mirakel, det er der ingen tvivl om. Jeg er sikker på, at nogen inden for lægevidenskaben har fundet det yderst interessant i forhold til nutidens forskning, og er yderst tilfredse med situationen.

Jeg kan også godt forstå, at den nybagte mor er glad. Hun har fået sit ønskebarn og kan selvfølgelig være en rigtig god og omsorgsfuld mor. Forældreevne har intet med alder at gøre. Men hvad er barnets situation? Et barn har brug for forældre gennem hele barndommen og ungdommen. Forældre, der kan følge med tiden og kan støtte barnets udvikling, så det lærer at klare sig i nutidens samfund. Når mor er 61 år, er der næsten sikkerhed for, at barnet mister hende i en alt for tidlig alder, med stort tab og savn til følge. Der er en grund til, at så mange børn har brug for professionel bistand via sorggrupper, når de mister en far eller mor.

Alder sætter sine spor og begrænsninger i os alle, det kan vi lige så godt erkende. Og det kræver mange ressourcer at være forælder. Man må håbe, at denne mor bliver 90 år og holder sig åndsfrisk og rørig hele sit liv, så hun får mulighed for at opfylde sit barns behov for kærlighed og støtte, indtil barnet bliver voksent og selvstændigt.

Det kan efter min mening ikke være barnets tarv, der er i centrum, når man hjælper en 61-årig med at blive gravid.