Den enorme muskel pumper derudad i Barcelona en sommermorgen i 2006. Tusinder af skikkelser iklædt spartanske toppe og nøgne overkroppe hakker og hujer til den minimalistiske, men dommedagsdundrende techno. Rytmerne dikteres af den amerikanske dj Richie Hawtin, der fra sit tårn pacer den mekaniske og sveddryppende masse(psykose) fremad mod ekstasen.

Selvom folk sådan set fester og danser med aldeles frivilligt, vil afslutningsnatten på den elektroniske musikfestival Sónar i Barcelona i manges optik tendere et skrækscenario fra tidlige science fiction-bøger. En verden, hvor maskiner styrer mennesket, frysende og gold æstetik råder, og kollektiv hjernevask skyller følelser og empati ud med badevandet.

Men dekadencen dykker dybere endnu. Som dagen æder sig ind og illuminerer det hidtil mørklagte hangar-anlæg bag bjergene sydvest for Barcelona, står det soleklart, at trancen foran dj-pulten ikke kun skyldes musikken. I de katalanske nætter lever hardcore stoffer à la ecstacy, kokain, speed og MDMA godt og skjult, i daggryet er det en helt anden og vulgær sag. Det beviser denne morgen i Barcelona.

Ved siden af mig rumsterer en flok lokale drenge med mohawk-frisurer, usentimentale piercinger og et aggressivt kropssprog. Omkring dem vimser deres piger. Gruppens alfahan drysser hvidt pulver på et sæt bilnøgler fra Audi og langer det rundt i kredsen. Alle som én sniffer de uden at ænse, hvordan folk omkring dem nu følger med i den ulovlige rusjagt.

De lokale proletar-superstars er dog langtfra alene. Ved siden af os popper et par australske backpackerpiger piller, mens et midaldrende kærestepar slikker syntetiske flager og krymmel fra hinandens pegefingre. Snart tager deres pupiller form af tekopper, der truer med at trænge iris og det hvide ud af øjnene. Samtlige Sónar-deltagere omkring os knuger by the way vandflasker, mens standardkæledyret fra de danske festivaler – fadbamserne – er noget sværere at spotte.

Ikke musikkens skyld

Ifølge dj og studievært på TV 2 Radio, Thomas Madvig, hænger det åbenlyse og linde indtag af ulovlige stoffer sammen med den spanske mentalitet. Når Sónar-festivalen i eftermiddag åbner for 14. gang, er det hans femte besøg i træk, og den elektroniske musikkender har for længst vænnet sig til publikums indiskrete tilgang til noget, som i Danmark omgærdes af adskillige hinder tabu. Thomas Madvig sammenligner det med at ryge hash i de københavnske parker, hvad der får de færreste til at rynke på næsen eller virre med hovedet.

»Sådan har spanierne det altså også med mange hårdere stoffer. Folk gør, hvad fanden de vil. Det er en del af friheden ved at feste – så længe man ikke generer andre eller er dårlige forbilleder for børn, skal man have lov« mener han.

Radioværten afviser i næste åndedræt, at den designede kemi flyder, fordi Sónar-programmet rummer elektronisk musik i stort set alle afskygninger. Det er en billig og historieløs konklusion at kæde de to størrelser sammen, mener Madvig:

»Du vil jo nok finde flere stoffer end til en koncert med Thomas Dybdahl (norsk singer-songwriter, red.). Men ring lige Jimmi Hendrix op og spørg, om han ville have brugt synthesizere, hvis han havde haft muligheden. Selvfølgelig ville han det. Stofferne har mere med festen at gøre end musikgenren. Det, og så spaniernes fandenivoldske mentalitet, er udslagsgivende.«

Hold dig fra hangaren

Thomas Madvig bakkes op af dj-kollegaen Ned Flanders. Den 33-årige pladevender og natklubarrangør tager i dag hul på sin ottende omgang festival i Barcelona, og han mærker ikke meget til stofferne. Han mener især, at de hører til Sónar By Night i det store hangarkompleks uden for byen. Omvendt går det ganske fredeligt for sig i løbet af dagen, hvor festivalen foregår midt i byen på et frodigt græsareal, som mest af alt minder om en sirligt velholdt baggård på Vesterbro i København.

»Der har altid været mange stoffer i musik. Tænk bare på Woodstock. Folk, der søger undergrunds-udtryk, er måske mere skæve personligheder, som tiltrækkes af den dimension. Men jeg lover dig for, at du finder flere stoffer på Crazy Daisy (omsiggribende diskoteks-kæde i Danmark, red.) end på en elektronisk musikfestival,« hævder Ned Flanders, som til daglig lyder det borgerlige navn Kenneth Christiansen.

Både han og Thomas Madvig har i øvrigt opskriften parat, hvis man vil svælge i den soniske rigdom uden et visuelt akkompagnement af ulovlige stimulanser: Drop nætterne i hangaren sydvest for Barcelona og opsøg i stedet de mindre, men musikalsk nysgerrige fester på barer, clubber og stranden. Her dunkes der også igennem morgengryet de næste fem døgn. Så er spørgsmålet bare, om festivalgæsterne kan holde sig vågen så længe uden snyd til næsen ?