Der skal være grænser for, hvor små for tidligt fødte børn, danske læger skal redde.
Det mener både Landsforeningen Præmatures Vilkår og en del af Etisk Råd, skriver Jyllands-Posten.
I dag redder man børn ned til 23. uge, men viden om konsekvenser for barnet er for lille til, at det er forsvarligt.
Det mener formanden for Landsforeningen Præmatures Vilkår, Karina Rothoff.
"Vi skal have noget mere viden omkring, hvad der sker med de her børn når de vokser op. Dem som er født helt ned til uge 24 og 25- før vi begynder at redde tidligere, bare fordi vi rent medicinsk kan," siger hun til Newspaq.
25 procent af børn, der er født i 24. og 25. uge lider af alvorlige handicap.
Karina Rothoff understreger, at man ikke hundrede procent kender konsekvenserne, når et barnet ikke ligger tiden ud.
"Vi er nervøse for, at vi redder børn, som oplever flere senfølger og flere negative konsekvenser, end man lige umiddelbart regner med, at de vil få, fordi man simpelthen ikke ved nok. Der er jo en grund til, at en graviditet tager 40 uger," siger hun til Newspaq.
Modsat afviser en del læger et behov for en fast grænse, blandt andet overlæge Ane Lando fra Neonatalklinikken på Rigshospitalet.
"Vi risikerer at måtte opgive at redde et meget livsdueligt barn født lige under grænsen," siger Ane Lando.
Sundhedsminister Astrid Kragh afviser indtil videre at sætte en fast grænse.