Vibeke Fischer er i sorg over tabet af sin mor, som hun reelt mistede for et år siden.
Den kun 63-årige ellers raske og aktive bedstemor til otte fik en hjerneblødning og endte i kørestol ramt af afasi, der betyder hun har svært ved at tale.
Men Vibeke Fischers tårer kommer lige så meget af udmattelse og frustration over den behandling, moderen siden har fået.
”Det er ikke rimeligt, at pårørende skal føle så stort et ansvar, at hvis man ikke hele tiden holder øje, så kan hun dø. Og det ved jeg, at hun kan efter det, der er sket indtil videre,” siger Vibeke Fischer.
Afsted uden ledsager
Forløbet toppede i januar, hvor der gik 16 dage, før det blev opdaget, at moderen 22. december havde fået endnu en hjerneblødning ved et fald fra sin kørestol på Lindhøj Plejecenter i Munkebo, hvor hun boede.
6. januar sendte plejecenteret den stærkt svækkede kvinde til akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital. Det skete uden ledsager, og hospitalet kunne ikke finde nogen oplysninger om hende i deres journalsystemer.
Moderen er hjerneskadet, og på grund af den nye hjerneblødning havde hun endnu sværere ved at tale end normalt og sov det meste af tiden.
Derfor anede hospitalet ikke, hvad hun skulle undersøges for, og efter et par rutine-blodprøver sendte de hende retur med Falck.
Men Falck vidste ikke, at hun boede på plejecenteret. De prøvede at aflevere den talehæmmede og omtågede kvinde, der lå på en båre, alene i hendes gamle lejlighed, hvor hun ikke har været i ti måneder.
”Heldigvis havde hun ikke nøglen med. Tænk, hvis de have sat hende af der og var kørt. Ingen ville have vidst, at hun sad der helt alene,” siger Vibeke Fischer.
Udmattet efter et år med syg mor
Hun blev ringet op af en sygeplejerske fra hospitalet, der sagde, at Falck og moderen stod derude og manglede nøglen.
Den slags opringninger er en af grundene til, at Vibeke og hendes søster begge er helt udmattede efter et år med den syge mor.
De har begge tre små børn og arbejde. Vibeke bor i Sønderjylland, hendes søster i København og moderen på Fyn. I de første tre måneder af moderens sygdom skiftedes de til at bo cirka tre dage hver om ugen på Fyn for at være hos hende.
De kommer, når de overhovedet kan, men ingen af dem havde mulighed for at tage med på hospitalet den dag. Bagefter fik de at vide, at plejecenterets ressourcer ikke rækker til at sende en ledsager med om eftermiddagen, da moderen skulle af sted.
Et fjerde barn
Indtil februar sidste år var Vibekes mor en aktiv dame, der kom rejsende fra Fyn med tog og bus med sin lille rullekuffert, når der var brug for børnepasning. Børnebørnene elskede hende, og hun glemte alt omkring sig, når hun legede med dem.
Efter moderens hjerneblødning har Vibeke Fischer i stedet fået, hvad hun kalder ”et fjerde barn”, der lægger beslag på store dele af hendes arbejdstid som medhjælp i sin mands revisionsfirma.
Hun vasker moderens tøj, betaler hendes regninger, ordner hendes post, planlægger besøg til moderen, har købt helt nyt tøj til moderen, der har taget på af sygdommen, og har haft moderen på weekend hver sjette uge.
”Jeg har altid telefontid. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at hvis jeg ikke har overblikket, så får hun ikke, hvad hun har brug for. For der er ikke nogen, der tager ansvar for noget: Kommunikationen brister, der er intet fælles journalsystem, ingen ser ud over deres egen næse og tager ansvaret for, hvad der sker med min mor,” siger Vibeke Fischer.
Hun mener aldrig, det havde hængt sammen, hvis hun havde været ansat på almindelige vilkår i et firma. Desuden har turene kostet tusindvis af kroner i rejseudgifter, og søsteren har måttet bo på hotel, alle de dage, hun har været på Fyn.
Konfliktsky
Vibeke Fischer kalder sig selv et konfliktsky menneske, der ikke har spor lyst til at stå frem i medierne.
”Men jeg mener, der er brug for at fortælle, at vi er nået til et punkt, hvor vi ikke længere kan være bekendt, hvordan vi behandler både syge mennesker og deres pårørende. Når jeg ringer til Ældre Sagen, siger de, at de hører mange historier om demente og meget syge ældre, der sendes alene til lægen. Det er ikke i orden,” siger Vibeke Fischer.
Hendes mors seneste hjerneblødning blev kun opdaget, fordi Vibeke Fischer selv igen gik i krig og brugte julen og nytåret i telefonen
Selv om moderen i to en halv uge efter faldet kastede op dagligt, sov det meste af tiden, holdt op med at spise og blev væsentligt dårligere til at bevæge sig og tale, skete der ikke noget.
Nogle vagtlæger kom og sagde, at personalet skulle holde øje med hjernerystelse. Moderens egen læge ordinerede piller mod kvalme, men reagerede ellers ikke.
"Nu er det fandeme nok"
Besøget på akutmodtagelsen hjalp heller ikke noget, da ingen jo vidste, hvad moderen skulle undersøges for.
”Den 7. januar sagde jeg, at nu er det fandeme nok. Man kunne næsten ikke komme i kontakt med min mor, og der var gået flere uger, siden hun slog hovedet, og hun var ikke ordentligt undersøgt,” siger hun.
Vibeke Fischer arrangerede, at moderen kom på neurologisk afdeling og tog denne gang selv med. Efter seks timers undersøgelse vidste det sig, at moderen have fået en ny hjerneblødning ved faldet ud af kørestolen 22. december.
”Jeg kan næsten ikke magte det. Nu begynder det forfra det hele med genoptræning og nye ting, vi skal tage ansvar for,” siger Vibeke Fischer.
Kommunen: Ikke en del af service
Lisbeth Rasmussen er leder af rehabiliteringsenheden i Kerteminde Kommune, hvor Lindhøj Plejecenter ligger.
Hun vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger, at det som udgangspunkt ikke er en del af kommunens service at ledsage til lægeundersøgelser og lignende. Kommunen trækker på de pårørende til den slags opgaver.
"Hvis ikke de kan tage med, er det en faglig vurdering i hvert enkelt tilfælde, hvad vi så gør, hvis den enkelte slet ikke kan svare for sig. Men vi sender journalen elektronisk til det hospital, de skal til," siger Lisbeth Rasmussen.