Randi Osbech har været hjemmehjælper i over fyrre år. Hun er ikke altid enig, når debatten om ældrepleje fremstiller fortiden som rosenrød.
I 1966 havde Randi Osbech sin første dag som hjemmehjælper. Hun holdt en pause i 70’erne for at passe sine børn, men kom tilbage i 80’erne og gik på pension som 63-årig i 2007.
”I alle de første år var der god tid til at drikke kaffe og halleluja,” siger hun.
Selvom de ældre reelt havde fået tildelt deres egen kok, der lavede mad efter deres ønsker, oplevede hun ikke den store taknemmelighed.
”Jeg synes en del af dem, jeg kom hos i 60’erne, var meget forvænte. Jeg gjorde rent for et par, der begge to var raske, og hvor konen selv kunne grave haven. Jeg syntes ikke, det kunne være rimeligt, at de skulle have hjælp,” siger hun.
Randi Osbech begyndte som hjemmehjælper på landet udenfor Køge. Kommunen gav hende et grundkursus, inden hun skulle begynde.
Her lærte hun om madlavning, diabetes-diæt og kunst-stopning – hvordan man usynligt lapper huller i strømper og andet tøj.
Madlavning var det vigtigste. For modtagerne af hjemmehjælpen kunne selv ønske, hvad de ville have at spise.
Hjælp til at få øllebrøden varmet
Randi Osbech købte ind. Mandag, onsdag og fredag lavede hun maden hjemme hos den ældre. Så kom hun og varmede den op, de dage, hun ikke skulle lave mad, og aftenvagten klarede det i weekenden.
Hun lavede også en hel del øllebrød.
”Så kom jeg om morgenen og varmede den op til dem. Dem, der havde brug for hjælp om morgenen, havde en halv til en hel times hjælp til at få tøj på og få lavet morgenmad,” siger hun.
Hun havde tre-fire ældre, som hun besøgte i løbet af en uge. De dage, hun lavede mad, var hun hos dem tre timer, og to timer de andre dage.
”Jeg købte ind og gik i banken og på posthuset, og var de friske nok til det, gik de selv med,” siger hun.
Kendte de ældre godt
I 70’erne blev kravene for hjælp strammet, så de ældre, hun kom hos, var dårligere.
I starten af 80’erne have arbejdet også ændret sig meget. Hun gjorde stort set kun rent, for nu blev maden bragt ud fra Køge Sygehus.
”Men vi tog stadig ud og varmede den op til folk i en gryde. Det var først i 90’erne, at de fik mikroovne, som de selv skulle varme maden i,” siger hun.
Mange af klienterne havde Randi Osbech i mange år, og hun kom til at kende dem rigtig godt. Hun kørte stadig på landet hos de samme fire-fem faste.
Det store spring i forholdet til de ældre kom, da Køge lagde hele ældreplejen om i 1990’erne.
Om morgenen kørte hun nu ud i oplandet som sædvanlig og hjalp et par af sine faste klienter op. Så gik turen tilbage til plejehjemmet inde i Køge, hvor hun gav en hånd med og hjalp beboerne der, indtil hun om eftermiddagen igen skulle ud til sine egne.
”Jeg ved ikke, hvor mange, jeg kom hos. Dem på plejehjemmet lærte jeg jo ikke at kende. Der var for mange forskellige,” siger hun.
Et bad om ugen er for lidt
Op i gennem 90’erne og 00’erne blev der også sparet mere. De ældre varmede selv maden, som de fik leveret til to-tre dage ad gangen.
De ældre, hun kom hos, var også dårligere og skulle have mere pleje, og de fik kun gjort rent hver anden uge.
Randi Osbech gik på pension for syv år siden. Allerede der fik hjælpen til ældre hård kritik, men hun synes ikke selv, det var dårligt.
”Jeg synes, det var ok. Men det kneb med at få de ældre i bad. Mange kom kun i bad en gang om ugen, og det er for lidt, især for mændene,” siger Randi Osbech.
Hun er 70 år gammel. Hun frygter ikke selv, hvis hun engang skal have hjemmehjælp.
”Nææ. Men der skal i hvert fald meget til, før man kan få hjælp. Det ved jeg,” siger hun.