Hviderusland har fredag lukket sin grænse til Ukraine og påstår, at der bliver smuglet store mængder våben ind i landet i et forsøg på at vælte præsident Aleksandr Lukasjenko.
Det skriver BBC.
Lukasjenko hævder, uden at fremlægge beviser, at hans sikkerhedstjenester har afdækket udenlandsk-støttede terrorceller, som planlægger at fjerne ham fra magten.
- De har krydset linjen. Vi kan ikke tilgive dem, siger Lukasjenko ifølge det britiske medie.
Ifølge præsidenten bliver de påståede våbenleverancer finansieret af Tyskland, Litauen, Polen, Ukraine og USA.
- Store mængder våben kommer til Hviderusland fra Ukraine. Derfor har jeg beordret grænsepolitiet til helt at lukke grænsen til Ukraine, sagde Lukasjenko fredag ved en ceremoni for 30-årsdagen for uafhængighed efter Sovjetunionens sammenbrud.
USA ser grænselukningen som en afledningsmanøvre fra Lukasjenkos side.
- Lukasjenkos regime forsøger tilsyneladende igen at fjerne opmærksomheden fra dets undertrykkelse af sit eget folk, hedder det i en kommentar fra USA's udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
USA forbød tidligere i denne uge salg af flybilletter til og fra Hviderusland.
Det skete som reaktion på, at hviderussiske myndigheder i slutningen af maj tvang et passagerfly fra Ryanair til at lande i hovedstaden Minsk og anholdt en journalist, der har kritiseret Lukasjenkos styre.
Som modsvar indførte en lang række vestlige lande sanktioner mod Hviderusland.
Ukraine afviser indblanding i Hvideruslands interne forhold og siger ifølge BBC, at lukningen af den 1084 kilometer lange grænse vil går hårdest ud over den hviderussiske befolkning.
Den 66-årige Lukasjenko har været præsident siden 1994. I august sidste år blev han genvalgt for en ny periode, men valgets resultat anerkendes hverken af hans politiske modstandere eller af USA og EU.
Hviderusland deler grænse med Ukraine mod syd og støder op mod Polen og Litauen mod vest, Letland mod nord og Rusland mod øst.
/ritzau/