Flere og flere har et stillesiddende job i forhold til tidligere. Vi er blevet moderne mennesker. Men det går ud over konditionen. Lidt over hver tredje mand i landet fra 18 år og op har en dårlig kondition. For kvinder er det knap hver anden. Især yngre mænd og ældre kvinder er bagud med konditallet.
Det viser en ny delundersøgelse fra den såkaldte KRAM-undersøgelse (Kost, Rygning, Alkohol og Motion), der er en af de hidtil største samlede undersøgelser af danskernes sundhed. Delundersøgelsen bygger på tal fra 3.388 personer, der er blevet konditionstestet i tre store kommuner.
Formand for Det Nationale Råd for Folkesundhed og professor Bente Klarlund Pedersen er bekymret for de nye tal.
- Det er ret voldsomt, at så mange har en dårlig kondi. Og at det både er mænd og kvinder. Men jeg hæfter mig specielt ved, at det især gælder de unge mænd mellem 18 og 24 år. For det har store konsekvenser, fortæller hun.
Ifølge Bente Klarlund vil den manglende motion koste fem år mindre at leve i og ti år med sygdom inden, man dør. Og en øget risiko for kræft, hjerte-karsygdomme og rejsningsproblemer i en tidlig alder.
- Man kan spørge sig selv, hvad det er, der sker nu. En af forklaringerne er, at unges mænd arbejdssituation har ændret sig. Mange har nu et stillesiddende job. De bevæger sig altså mindre i dagligdagen end tidligere. Men de dyrker ikke nødvendigvis mindre sport i fritiden, forklarer professoren.
Hun mener, at de ældre kvinders dårlige kondition skyldes, at de er bange for at falde og derfor kun bevæger sig lidt.
Så på grund af vores inaktive arbejdsliv, skal der altså kridtes op under kondiskoene.
- Vi skal være bedre til at bruge kroppen som transportmiddel, have en times fysisk aktivitet hver dag i folkeskolerne og lægge bevægelsespauser ind i arbejdslivet, mener Bente Klarlund Pedersen.
Det er kun tal fra tre kommuner, der er blevet gennemgået. Alligevel mener Anders Gottlieb Hansen, videnskabelig assistent fra Statens Institut for Folkesundhed, godt at man kan bruge tallene til at konkludere på danskernes sundhed. Han har været med til at analysere tallene.
- Vi mangler at få resultater fra yderligere ti kommuner, men meget kunne tyde på, at det vil give samme resultat, siger han.
Anders Gottlieb Hansen peger på den stigende fedme som en del af forklaringen på den elendige kondition.