Den 43-årige mand, der gik amok på to ansatte med en økse på jobcenteret i Helsingør tilbage i marts, er født i Eritrea og har hverken kone eller børn.
Han har boet i Danmark siden 1993 og fik permanent opholdstilladelse i 1996.
Han har siden 2009 oplevet længere perioder, hvor han stod uden job, og han kom derfor jævnligt i jobcentret i Helsingør.
Han mistede sit seneste job i februar 2012.
1. marts mødte han op i jobcenteret og søgte om kontanthjælp. Han mener ikke, at han behøver at komme i aktivering, fordi han efter sigende har en aftale med sin sagsbehandler om, at det skal han ikke.
I ugerne efter kommer han forbi jobcenteret flere gange. Han kræver at se sin sagsbehandler, men hun er ikke til at træffe.
Den 15. marts går manden amok med en økse på de to mandlige jobkonsulenter, han har snakket med ved de seneste besøg.
/ritzau/