Huset ser måske lækkert ud. Det passer lige nøjagtig til dig og din familie.
Prisen er måske også perfekt, men pas på:
I jagten på kvadratmeter, der er til at betale, kan man komme til at overse en betydelig fremtidig faktor, en transportkorridor - der kan påvirke både helbred og udsigt.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Korridoren er et stykke land, der er blevet reserveret til større infrastrukturprojekter, som udover motorvej og jernbaner, kan være gasrør eller højspændingsledninger, der drastisk kan ændre omgivelserne.
Inden for transportkorridoren kan der være gode penge at spare på huskøbet.
De villaer og rækkehuse, der er solgt i transportkorridoren fra 2015 til 2020, blev i gennemsnit solgt til kvadratmeterpriser, der ligger 15,7 procent under niveauet for andre huse solgt i samme periode i de berørte kommuner.
I rede penge svarer det til, at hver huskvadratmeter i transportkorridoren er solgt 3.625 kroner billigere end de tilsvarende udenfor.
- Husene vil sædvanligvis blive handlet til en væsentligt lavere pris end lignende boliger udenfor, og samtidig må man forvente en længere liggetid, siger Lars Groth, der er geodataekspert hos DinGeo Boliga.
- Da ejendomsmæglere ikke skal oplyse om transportkorridorer, kan en lang liggetid og en lav pris altså være et tegn på, at man skal undersøge, om boligen ligger i en transportkorridor, eller om der er andre forhold, der påvirker prisen.
Områder i både Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Greve, Hørsholm, Helsingør, Hillerød, Hvidovre, Høje-Tåstrup, Ishøj, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød, Tårnby og Vallensbæk Kommune ligger i større eller mindre grad i transportkorridoren.
De fleste boligkøbere ser nok helst, at den nærmeste nabo er noget grønt natur, rislende vand eller en anden ganske almindelig villa på den anden side af ligusterhækken.
Men selvom det ser sådan ud på købstidspunktet, kan der altså dukke eksempelvis en motorvej op i baghaven, hvis man har købt inden for transportkorridoren:
- Selvom en transportkorridor ser smuk og fredelig ud i dag, så kan den om få år se radikalt anderledes ud. En motorvej er sjældent en fryd for øjet, hvis der før var enge eller marker.
Derudover er der også nogle klare målbare gener, der kan opstå i form af mere støj, der kan høres på lang afstand og give dårlig nattesøvn og stress, siger Lars Groth.
- Luftforureningen vil også stige til skade for helbredet i form af tidligere død og sygdomme som for eksempel astma. Det er langt fra sikkert, at man også i fremtiden kan sove trygt i en transportkorridor.
De huse, der er solgt i transportkorridoren fra 2015 til 2020 er i gennemsnit solgt efter 155 dage på markedet, mens salgstiden uden for korridoren ligger på 108.
Her kan du se transportkorridoren.