Når elregningen dumper ind af brevsprækkerne de kommende år, kan danskerne risikere at skulle have flere penge op af lommen end tidligere. Det er en af konsekvenserne af den klimaplan, som regeringen offentliggjorde torsdag.
»Hele CO2-kvotesystemet betyder stigende elpriser. Giver man få kvoter, så ryger prisen op, og det er også meningen. Det er jo meningen, at el skal blive dyrere, så vi lærer at bruge mindre af det,« siger vicedirektør i Dansk Energi Lars Aagaard.
Hos De Radikale forudser energiordfører Martin Lidegaard, at det er forbrugerne, der kommer til at holde for:
»Regeringen kunne have valgt at udbyde en mindre del af kvoterne til industrien og bruge pengene på vedvarende energi, eller den kunne have valgt at nedbringe Danmarks CO2-udslip gennem en indsats i for eksempel transportsektoren. I stedet vælger regeringen at lade industrien gå fri og tørre regningen af på elselskaberne, det vil sige forbrugerne,« siger han.