Alexander Juel Andersen nåede både at være helt nede og helt oppe, da AC Horsens søndag fik 2-2 på udebane mod Brøndby.
Den 21-årige forsvarsspiller brændte en gigantisk chance, da det stod 0-0, og sikrede i slutfasen 2-2 med en scoring.
- Da jeg gik til pause, var jeg skuffet over, at jeg ikke fik scoret. Jeg er ikke vant til at være oppe i modstandernes straffesparksfelt, men det var en kæmpe chance, som jeg skal score på.
- Det var godt, at jeg fik puttet en enkelt ind til sidst, for jeg skyldte en, siger Alexander Juel Andersen.
AC Horsens-træner Johnny Mølby var efter kampen irriteret over, at backen brændte den store chance i første halvleg, der faldt efter et frispark.
- Hvis Alexander Juel Andersen havde scoret på den - og det skal han gøre - så ville vi have vundet den her fodboldkamp, mener Mølby.
Den unge back var dog usvigelig sikker, da han fem minutter før slutfløjt hamrede bolden op i målhjørnet til 2-2.
- Dér tænkte jeg bare, at den skulle have en på hatten. Første gang ramte jeg den ikke ordentligt, så anden gang skulle den have fuld gas, siger Alexander Juel Andersen.
AC Horsens indtager femtepladsen med 12 point efter ni spillerunder.
/ritzau/