Den russisk-ortodokse kirke vil ikke længere officielt anerkende folkekirkens dåb.
Meddelelsen kommer fra det russisk-ortodokse patriarkat i Moskva som en reaktion på, at den danske folkekirke har indført vielser for homoseksuelle. Det skriver Kristeligt Dagblad.
- Vi anerkender ikke dåben officielt, hverken den svenske eller danske.
- Denne praksis - at tage imod nogen uden gendåb - vil være umulig for os, fordi homoseksuelle forhold er en synd i ortodoks teologi, siger patriarkatets talsmand for mellemkirkelige anliggender, Dimitrij Sizonenko.
Det er formentlig relativt få medlemmer af folkekirken, der vil blive ramt af kravet om gendåb i den russisk-ortodokse kirke.
Det vil ske, hvis man vil være medlem, eller hvis man for eksempel vil giftes i en russisk-ortodoks kirke.
Men de symbolske konsekvenser af russernes skridt er alvorlige, mener Annika Hvithamar, der er lektor i religionsvidenskab ved Syddansk Universitet.
- Tidligere kunne man dog være enig om, at der er én dåb. Hvis ikke man er enig om, at en dåb er indgangen til den kristne kirke, er der ikke meget tilbage af det økumeniske samarbejde, siger hun.
At den russisk-ortodokse kirke med sine omtrent 90 millioner medlemmer på verdensplan har et konservativt syn på homoseksualitet, er ingen nyhed.
I 2006 brød den russisk-ortodokse kirke officielt alle bånd til den svenske folkekirke, da kirken indførte et ritual til velsignelse af registreret partnerskab.
Domprovst Anders Gadegaard, der er folkekirkerepræsentant i Kirkernes Verdensråd, er helt uforstående over for den russisk-ortodokse udmelding.
- Vi har normalt et stærkt og godt forhold til den russisk-ortodokse kirke, så repræsentanter for folkekirken må drøfte spørgsmålet med Sizonenko eller andre højtstående repræsentanter for den russisk-ortodokse kirke, før jeg vil anerkende et totalt brud, siger han.
/ritzau/