Ritzau
Opdateret kl. 16:44
Hollands parlament har taget et skridt i retning af at tillade dyrkning af hamp, der bruges til at fremstille cannabis.
Tirsdag stemte Andetkammeret, som er det ene af parlamentets to kamre, for at tillade producenter at dyrke hampplanter og udvinde stoffet på lovlig vis.
Forslaget blev vedtaget med 77 stemmer for og 72 imod.
Den hollandske avis De Telegraaf påpeger imidlertid, at parlamentets Førstekammer også skal stemme om spørgsmålet.
Hvis forslaget vedtages endeligt, er Hollands mangeårige tolerante forhold til stoffet i praksis legaliseret, skriver Reuters.
Men i Førstekammeret er der på nuværende tidspunkt ikke udsigt til, at et flertal af de 75 medlemmer vil stemme for, skriver De Telegraaf.
Tilhængere af loven om dyrkning af pot eller marihuana, som cannabis også kaldes, håber at kunne reducere kriminaliteten ved at regulere dyrkningen af stoffet.
Som loven er i dag, er marihuana teknisk set ulovligt, men politiet ser gennem fingre med besiddelse af mindre mængder.
/ritzau/